Optakt: Celtic- Real Madrid, Champions League, 1. kamp

RealMadrid Logo

Real Madrid indleder i aften sit titelforsvar af Champions League, når man i Glasgow gæster et formstærkt Celtic-mandskab.

Kampen spilles blot fem kilometer fra Hampden Park, hvor Real Madrid har fejret store triumfer og skrevet historie ved at vinde nr. 5 og nr. 9 over henholdsvis Frankfurt og Leverkusen.

I aften gælder det som sagt Celtic, som vil blive båret frem af 60.000 medlevende fans, men under den nye træner Ange Postecoglou er man selv kommet rigtig godt fra land i de hjemlige turneringer og har vundet samtlige kampe, herunder 0-9 ude over Dundee og 4-0 hjemme over ærkerivalerne Glasgow Rangers.

Celtic går dog på banen som undertippet mandskab, men har dog bebudet, at man vil frem på banen og presse Real Madrid og her skal man især holde øje med den 23-årige portugisiske venstrekant, Jota, som i sine første 6 kampe er noteret for 4 mål og 4 assists.

Real Madrid sætter også sin lid til sin venstrekant, nemlig Vínicius, som har fået en stærk start på sæsonen og netop nu synes at være Ancelottis stærkeste offensive våben og meget spil vil givetvis komme til at foregå fra Real Madrids venstre side. I højre side får Fede Valverde efter al sandsynlighed igen muligheden, selv om weekendens opgør mod Betis gjorde Rodrygo til matchvinder.

Men Ancelotti er så småt i gang med at indføre rotationer i forbindelse med, at man nu overgår til at spille to kampe om ugen og derfor forventes også Rüdiger at starte inde sammen med Alaba i det centrale forsvar, mens både Kroos og Modric får chancen fra start og det har været lidt uvant i denne sæson at se dem begge fra start. Men de to rutinerede midtbanefolk får selskab af Tchouaméni, som for alvor er ved at slå sit navn fast i den spanske hovedstad og nemt kan blive sæsonens helt store åbenbaring.

Og Real Madrid går da også på banen for at komme godt i gang med titelforsvaret, for selv om man har en på papiret meget overkommelig pulje, så er der ingen grund til at lade sig presse unødigt fra start. Særligt ikke med et efterår, som har maget det således, at man i 10 ud af de 11 LaLiga-kampe frem mod VM i Qatar, skal spille sine kampe i Madrid-regionen og dermed har meget begrænset rejseaktivitet.

Aftenens kamp kan ses på TV3 Max fra kl. 21.00.

Real Madrids forventede hold: Courtois, Carvajal, Alaba, Rüdiger, Mendy, Tchouaméni, Kroos, Modric, Fede Valverde, Vinícius, Benzema.

 
 
 

Seneste artikler...

Annonce