Optakt: Real Madrid – Mallorca, LaLiga, 5. spillerunde

Real Madrid skal i dag i aktion på et noget uvant tidspunkt, da Mallorca kommer på besøg allerede klokken 14 på Estadio Santiago Bernabéu. Dermed er der lagt op til sæsonens blot anden hjemmebanekamp, og den skal vindes, såfremt man igen vil overhale Barcelona, der besejrede Cádiz med 4-0 i går aftes.

Real Madrid er fortsat det eneste hold, der har vundet alle kampe i LaLiga. Faktisk er holdet inde i en stime på syv sejre på stribe, da man også besejrede Liverpool i Champions League-finalen i sidste sæson, Eintracht Frankfurt i den europæiske Super Cup i sæsonens første kamp samt Celtic i tirsdags.

Til gengæld har man endnu til gode at holde rent bur i denne LaLiga-sæson, da der indtil nu er blevet scoret én gang i hver ligakamp på Thibaut Courtois. Med Mallorca, der flere gange i denne sæson har spillet med fem forsvarsspillere og to holdende midtbanespillere, bliver udfordringen dog nok i højere grad at få kombineret sig gennem øboernes forsvar frem for selv at holde buret rent. Her skal Real Madrid primært tage sig i agt for Mallorcas hårde spil, blandt andet repræsenteret af den altid bidske højreback Pablo Maffeo, for Kang-in Lees kreativitet og den store, stærke angriber Vedat Muriqi, der har scoret to af Mallorcas fire mål i sæsonen.

I sidste sæson viste hjemmebanekampen mod dagens modstander sig dog at være en overkommelig opgave. Blot tre minutter gik der, før Real Madrid kom foran på en scoring af Karim Benzema, og man endte med at vinde med 6-1, blandt andet efter et hattrick af Marco Asensio. I dag kommer Benzema ikke til at åbne målscoringen, da franskmanden er ude med den skade, han pådrog sig imod Celtic, og Ancelotti har allerede afsløret, at Eden Hazard kommer til at spille. Derudover forventes flere rotationer, da man allerede onsdag skal i aktion igen i Champions League. Antonio Rüdiger erstatter skadede Éder Militão, Rodrygo får formentlig højrekanten, og måske skal Nacho have spilletid for blot anden gang i sæsonen.

Ancelotti fortalte på gårsdagens pressemøde, at han kun vil spare spillere, når han med sine egne øjne kan se, at spilleren er træt, og ud fra den devise kan vi forvente igen at se utrættelige Vinícius fra start. Skulle brasilianeren komme på tavlen i dag, vil det være femte kamp på stribe, at han formår det.

Apropos utrættelige spillere har også Fede Valverde fået en stærk sæsonstart, men hvis Rodrygo skal spille fra start, bliver det spændende at se, hvordan uruguayaneren kommer til at passe ind i midtbanepuslespillet. Her har der været meget rotation hidtil i sæsonen, og egentlig virker ingen af holdets seks midtbanespillere til at være selvskrevne til en startopstilling i en overkommelig hjemmebanekamp i en periode med mange kampe. Ancelotti kunne eksempelvis tænkes at give den et skud med Toni Kroos på 6’eren, ligesom det ikke er udelukket, at Dani Ceballos skal have sin første sæsonstart.

Det er allerede klokken 14, at man skal finde sig til rette foran tv’et for at se Real Madrid i aktion. Kampen kan følges på tv2 play.

Real Madrids forventede hold: Courtois, Vázquez, Rüdiger, Nacho, Mendy, Valverde, Tchouaméni, Modric, Rodrygo, Hazard, Vinícius

Seneste artikler...