Optakt: Real Madrid - RB Leipzig, CL, 2. spillerunde

Real Madrid kan tage et stort skridt mod den videre kvalifikation i Champions League, når holdet i aften får besøg af RasenBallsport Leipzig.

Tyskerne har fået en vanskelig start på sæsonen og i Bundesligaen har man kun fået 8 points i de første seks kampe og det helt store chok kom for dem i CLs første kamp hjemme mod Shakhtar Donetsk, som vandt 4-1. Det førte til trænerfyring og derfor er det i aften den tidligere Dortmund-træner Marco Rose, som står i spidsen for det kriseramte mandskab.

Og netop trænerskiftet har måske været vendepunktet for RB Leipzig, som vandt weekendens kamp med 3-0 over netop Dortmund.

RB Leipzig råder over et giftigt offensivt firkløver i form af Forsberg, Szoboszlai, Nkunku og netop hjemvendte Timo Werner og de kan tilsammen gøre rigtig ondt på et forsvar, som ikke er klar fra start og Real Madrid havde netop problemer i starten af opgøret mod Celtic, som ikke kendte deres besøgelsestid.

Omvendt er Leipzigs defensiv bestemt til at tale med og det skal Real Madrid kunne udnytte. Tyskerne må undvære den vigtige midtbanespiller Konrad Laimer til dette opgør.

For Real Madrid har sæsonstarten været en dans på roser. Udelukkende sejre og periodevist rigtig flot spil, men mest kendetegnende for holdet i indledningen på sæsonen har været den harmoni, som har præget truppen og det kan Asensios vredesudbrud fra sidelinjen i weekenden ikke ændre på.

Til aftenens kamp er Real Madrid uden Militao og Benzema og mens man har en fuldgod erstatning for brasilianeren i Antonio Rüdiger, så har der været større fortvivlelse over Benzemas skade, men weekendens kamp mod Mallorca viste, at man godt kan lave mange mål og det er bestemt positivt at tage med ind til kampen, også selv om RB Leipzig er stærkere end øboerne.

Carlo Ancelotti menes at lade Rodrygo være ny nier i front i aftenens kamp efter at han selv spillede en flot kamp i weekenden, i modsætning til Hazard, som igen skuffede. Brasilianeren får selskab af Vínicius og Fede Valverde i front og det plejer at være ensbetydende med underholdning.

Der er kampstart kl. 21.00 og opgøret kan ses på TV3 Max.

Real Madrids forventede hold: Courtois, Carvajal, Alaba, Rüdiger, Mendy, Tchouaméni, Kroos, Modric, Fede Valverde, Vinícius, Rodrygo.

Seneste artikler...