Ancelotti: Det var ikke prangende

Real Madrid sejrede for ottende gang i sæsonen i går aftes imod RB Leipzig, og efter kampen sagde Carlo Ancelotti følgende om kampen:
- I anden halvleg, da de sænkede deres energi for at fokusere på hurtige omstillinger, pressede vi på og fortjente at vinde. Jeg kan ikke forlange overdådig fodbold fra mine spillere på dette tidspunkt i sæsonen. Vi leverede en intelligent indsats. Vi ville gerne have scoret tidligere, men det er Champions League, og vi er oppe imod et Leipzig-hold, som er flyvende og lige har slået Dortmund. Vi var lidt bekymrede for denne kamp, men i sidste ende gjorde vi vores arbejde.

- Det var ingen prangende indsats, men for at være ærlig var det afgørende for os at nulstille deres kontraangreb, fordi de kan være meget farlige. Vi skubbede linjen højt op i første halvleg, og vi havde det for meste under kontrol nede bagved. De kom kun ned bag ved et par gange. Vi ville sikre os, at vores defensive opmærksomhed var afgørende for vores spil, fordi kontraangrebene er deres største styrke.

Om Valverde, der scorede Real Madrids første mål:
- Jeg har fundet det mærkværdigt, at han kun scorede ét mål i sidste sæson med de afslutningsevner, han har. Jeg har fortalt ham, at hvis han ikke er i stand til at score ti mål på en sæson, så bør jeg rive mit trænerbevis over. Han udviser tiltro til sine kvaliteter. Det er ikke bare energi og dynamik, det handler om at være klog på banen og læse situationerne godt. Han har et godt spark. Vi må vente lidt længere med at kalde ham den bedste i verden.

Om Asensio:
- Han spillede en nøglerolle i forhold til at vinde kampen ligesom Valverde. Hans reaktion efter at være blevet frustreret var meget god. Han har trænet med stor fokus, og han gjorde det godt i dag (i går, red.)

Om Tchouaméni:
- Han er en virkelig klog spiller. Når du spiller på midtbanen og er god på bolden og har god positionering, så er det alt, du behøver. Han skal forbedre sin boldbehandling, men hans intelligens har gjort ham i stand til at komme til Real Madrid. Han er en ung spiller, som skal lære, og som stiller en masse spørgsmål. Han kommer til at forbedre kvaliteten i sit spil.

Om Benzemas fravær:
- Vores kampplan havde ikke været anderledes med ham. Vi ønskede ikke, at modstanderen skulle kunne udnytte deres fart på kontraen. Vi må se, om han er i stand til at træne eller ej i de kommende dage. Vi vil ikke risikere noget som helst. Hvis han træner godt lørdag, vil han være involveret søndag (imod Atlético Madrid, red.).

Om Camavinga:
- Når kampen bølger frem og tilbage, er det hvor han kan skinne igennem med sin energi i højere grad, end når det er en positioneringskamp, hvor det er sværere for ham at bruge sin energi til at komme forbi spillere. Når rummene åbner op, og det er frem og tilbage, så excellerer han. Han skal lære at positionere sig rigtigt, når kampen er strammere fra et taktisk synspunkt.

Seneste artikler...