Pepe sikrede tre points i skuffende kamp

Når man får en gave er det almindelig høflighed at sige tak og det skulle Real Madrid gøre søndag aften, hvor en sejr ville betyde at der igen er kontakt til de to øvrige tophold, Atlético Madrid og Barcelona, som i går delte i deres indbyrdes opgør i Madrid. Kampen blev indledt med et minuts stilhed for den tidligere Espanyol-spiller Maguregui og for Wakaso, som i denne uge på tragisk vis mistede sit kun 4 måneder gamle barn.

Sidste opgør i første turneringshalvdel burde således være et opgør, hvor Real Madrids spillere gik på banen med masser af gå-på-mod og motivation, men det v ar mere end svært at få øje på i kampens indledning, hvor man begik en masse uprovokerede fejl og det gav naturligvis Espanyol mod på tilværelsen.

Men der var dog heldigvis tale om, at Real Madrid blot lige skulle vågne op, for man overtog langsomt styringen med kampen og kom frem til afslutninger fra især Cristiano Ronaldo, som manglede træfsikkerhed i sine første afslutninger.

Føringsmålet burde dog være kommet fire minutter før pausen, da Modric på fænomenal vis erobrede bolden og spurtede en ¾ banelængde for at lægge bolden perfekt an til Ángel di María, som på ubegribelig vis valgte at sende bolden upræcist på tværs i stedet for selv at sætte bolden ind bag Kiko Casilla.

Det endte dog uden scoring i første halvleg og i pausen blev der ikke foretaget nogen ændringer på nogen af holdene.

Real Madrid fortsatte dog med at være toneangivende og fik føringen efter ti minutters spil. Carvajal, som ved Gud ikke var nogen åbenbaring offensivt i denne kamp missede en aflevering, men nåede bolden i sidste øjeblik, hvorefter der blev begået et frispark på ham. Det fik Real Madrid sandsynligvis mere ud af end et indlæg fra ungersvenden, for Modric lagde bolden ind foran mål til Pepe, som headede Real Madrid fortjent foran.

Jesé Rodríguez, som var blevet tilkaldt til kampen efter udtagelsen i går, kom ind med et kvarter igen i stedet for en usynlig Gareth Bale i forsøget på at lukke kampen definitivt, for på næsten vanlig vis fik Espanyol mere spil uden dog at komme frem til afgørende chancer.

Den mulighed fik Cristiano Ronaldo med ti minutter igen, men hans afslutning blev mesterligt reddet af Kiko Casilla og generelt skal portugiseren være glad for, at afstemningen om Guldbolden for længst er overstået, for der var ikke meget guldglans over hans præstation i aftenens kamp.

Det blev dog Pepe, som blev aftenens matchvinder efter endnu en skuffende indsats fra Real Madrid, som burde have lukket og slukket kampen meget tidligere, men man fik de tre points og det dæmper en stor del af kritikken.

Kampfakta:
Espanyol – Real Madrid 0-1 (0-0)
0-1 Pepe (54.)
Tilskuere: 40.500.

Dommer: Teixeira Vitienes

Gule kort: Modric (Real Madrid), Torje (Espanyol)
Røde kort: Ingen.

Real Madrids hold: Diego López; Carvajal (Arbeloa, 91. min.), Pepe, Ramos, Marcelo; Xabi, Modric; Bale (Jesé, 75. min.), Di María, Cristiano Ronaldo, Benzema (Illarra, 90. min.)

Espanyols hold: Kiko Casilla, Raúl R, V. Sánchez, Stuani, Moreno, Javi López, Fuentes, Colotto, Álex (Lanzarote, 64. min.), Córdoba, Torje (Simao, 64. min.).

Karakterer:
Diego López 3. Når man ikke kommer på nogen opgaver, kan man ikke lave fejl. Men man kan heller ikke vise sine evner. En stille aften på kontoret.
Carvajal 2. Bestemt ikke højrebackens bedste aften. Skuffende i offensiven og kun marginalt bedre defensivt, hvor han ikke blev udfordret alverden.
Pepe 4. En stille aften for den portugisiske midterforsvarer, som henter lidt ekstra på sit sejrsmål.
Ramos 3. Også Ramos fik ikke de store udfordringer og derfor en jævn præstation fra ham.
Marcelo 3. Ingen store udfordringer til brasilianeren. Men jævn præstation.
Xabi Alonso 4. Binder midtbanen godt sammen og lavede ikke de store fejl.
Modric 5. Igen den bedste spiller. Stærk i bolderobringen og visionær i offensiven. Meget flot.
Bale 2. Man så, at han havde været på banen, da han blev skiftet ud. Måske aftenens svageste præstation.
Di María 2. Ingen prangende præstation og så skal man altså være selvisk, når man får en 100% chance.
Cristiano Ronaldo 2. Mange afslutninger, mange afbrændere. Heriblandt flere, som han burde have scoret på.
Benzema 4. Rigtig god arbejds-indsats og gik godt med i kombinationerne og opspillet.
Jesé. Uden for bedømmelse.
Illarra. Uden for bedømmelse.
Arbeloa. Uden for bedømmelse.

Seneste artikler...