Referat: Getafe – Real Madrid 0 – 1, LaLiga, 8. spillerunde
Man gik ikke glip af nogen stor fodboldoplevelse, hvis man ikke fik set Real Madrid slå Getafe på Coliseum Alfonos Pérez i går aftes med 1-0. Det var dog tre vigtige point imod et kompakt Getafe-mandskab, som er den type hold, som Real Madrid ikke altid har lige nemt ved at nedbryde, men i går kom man allerede foran tidligt i kampen.
Der skulle nemlig blot gå tre minutter, før Milião steg til vejrs på et hjørnespark fra Modric og headede bolden sikkert i kassen til 1-0. Det var dermed en stærk revanche for brasilianeren, der lavede den store fejl i det samme opgør i sidste sæson, der endte med at give Getafe sejren dengang.
Herfra er der ikke det helt store at berette om fra kampen. Real Madrid havde besvær med at spille sig gennem det kompakte Getafe-forsvar, og udover en god hovedstødschance i første halvleg til Rodrygo spillede man sig ikke til det helt store. Det fremgår også af skudstatistikken, idét blot fire af 19 afslutninger var inden for målrammen, hvilket især skyldtes, at Real Madrid primært forsøgte sig med harmløse landskud.
Getafe fik deres bedste forsøg efter 22 minutters spil i en situation, hvor Carvajal var alt for langsom til at presse Getafe-venstrebacken Angileri, hvis blanding af et indlæg og en afslutning heldigvis strøg forbi mål. Derudover havde Getafe et par forsøg i starten af anden halvleg, men Lunin var vågen, og ellers var hjemmeholdet aldrig rigtig en trussel.
Real Madrid var i et par omgange tæt på at få 2-0-føringen, men to gange forhindrede VAR det. I første halvleg satte Vinícius to Getafe-spillere, inden der blev begået klokkeklart straffespark på ham i feltet, men desværre havde bolden været ude over sidelinjen forinden. I anden halvleg fik Rodrygo bolden i nettet, men målet blev korrekt annulleret for offside. Derudover var man tæt på i starten af anden halvleg, hvor Vinícius fik sat sig igennem på venstresiden og lagt den ind til Rodrygo. Den unge brasilianer brændte dog tæt foran mål, og det samme gjorde Tchouaméni og Modric, der begge fik gode forsøg på riposterne, men afslutningerne manglede kraft og skarphed.
Generelt var der tale om en kamp, hvor den minimale plads gjorde det svært at skabe flot spil eller gode målchancer. Ingen spillere faldt for alvor igennem, og ingen spillede et brag af en kamp, men de tre point kom i hus på en yderst besværlig udebane. Det skal tilmed noteres, at det var en af de kampe, hvor Ancelotti ikke gjorde meget fra sidelinjen. Tre udskiftninger blev det til – den første i det 83. spilleminut.
Kampens badebold: Rodrygo spillede en noget anonym kamp og havde ofte svært ved at få bolden under kontrol, når medspillerne forsøgte at kombinere. Læg dertil en række harmløse langskud. Men okay, han vikarierede for Benzema som 9’er, og netop Getafe er ikke ligefrem den nemmeste opgave på den position.
Kampens spiller: Militão. Han blev matchvinder og spillede generelt en stærk kamp ved siden af Rüdiger i det centrale forsvar.
Perspektiver mod kommende kampe: Det var fint at få de tre point på en besværlig udebane. Godt nok spillede man ikke blændende fodbold, og præstationen skræmmer næppe nogen i Catalonien inden El Clásico i næste weekend, men man fik sæsonens første rene bur i LaLiga og lægger dermed pres på Barcelona inden deres kamp i aften.
