The Athletic: Real Madrid holder øje med PSV’s Cody Gakpo
Real Madrid blev kædet sammen med alle mulige offensivspillere i sommer, efter handlen med Kylian Mbappé glippede, og nu florerer på ny et af de navne, der ikke var allermest oppe at vende. Ifølge The Athletic skulle Real Madrid nemlig holde et skarpt øje med topscoreren i den hollandske Æresdivision, Cody Gakpo.
Gakpo fører ikke blot på topscorerlisten i den bedste hollandske række, han har også lavet flest assists hidtil sammen med Ajax’ Dusan Tadic. I alt er det blevet til 13 mål og ti assist på 16 kampe fordelt over alle turneringer, så det er en mand, der har fået gang i slutproduktet i sæsonen hidtil.
Problemet med Gakpo er dog som med så mange andre dygtige kantspillere, at han primært har sit udgangspunkt i venstre side, hvor det er svært at forestille sig, at nogen ville kunne få spilletid til fordel for Vinícius.
23-årige Gakpo var kraftigt rygtet til Manchester United i sommer, men de endte som bekendt med at gå med en anden kantspiller fra den hollandske række i form af Antony, som kostede 95 millioner euro. Også Leeds og Arsenal har været meldt interesseret i Gakpo, der har ni landskampe under bæltet.
Gakpo har en værdi på 30 millioner euro, og ifølge The Athletic er der i hans kontrakt, der løber frem til 2026, indskrevet en frikøbsklausul på 50 millioner euro, hvilket gør ham til en noget billigere spiller end så mange andre, der bliver rygtet til Real Madrid i tide og utide.
