Referat: Real Madrid – Barcelona 3 – 1, LaLiga, 9. spillerunde
Real Madrid fik en tiltrængt revanche, da man her til eftermiddag slog Barcelona med 3-1 hjemme på Estadio Santiago Bernabéu. Real Madrid var i størstedelen af kampen i kontrol, selvom Barcelona formåede at bide fra sig især til slut, men føringen holdt hjem, hvorfor man nu er eneste ubesejrede hold i LaLiga.
Blot 12 minutter skulle der gå, før Real Madrid kom foran. Som så mange gange før – og senest i tirsdags imod Shakhtar Donetsk – så Kroos mulighederne før alle andre. Han kæmpede sig fri fra Busquets centralt på banen og nåede akkurat at sende Vinícius i dybden med en fremragende aflevering. Symptomatisk for Vinícius’ kamp brændte han chancen, men Benzema var over returen, da samtlige Barcelona-spillere valgte at fortsætte løbet ind mod målet, hvorfor franskmanden var fri til at sparke bolden i nettet. Det var Benzemas første mål siden august.
Kampen var aldrig nogensinde oppe i noget særligt højt tempo, men alligevel slap Real Madrid endnu mere trykket på speederen efter målet, hvilket gav nogle gode muligheder til Barcelona. Real Madrid stillede sig helt ned i feltet og tillod catalonierne at køre bolden rundt. Der var ikke den helt store fare på færre, men Lewandowski brændte dog en enorm chance tæt foran mål, der dog muligvis var blevet annulleret for offside, hvis polakken havde sparket bolden i kassen.
Lidt ud af det blå fik Real Madrid målet til 2-0. Carvajal nåede en bold ved sidelinjen og skubbede den ind i en høj bue mod midten af banen, hvor den efter en fejl fra Eric García havnede hos Vinícius. Brasilianeren gjorde klogt i at holde på bolden, og efter et par afleveringen mellem ham, Tchouaméni og Mendy havnede den hos Valverde, der stensikkert kunne sparke bolden i kassen.
På målet fik Mendy en af sine sjældne assist, og franskmanden er værd at fremhæve for sin kamp i dag. Udover et enkelt farligt indlæg fik Raphinha ikke et ben til jorden over for den stærke venstreback, der dominerede den brasilianske kantspiller både offensivt og defensivt. Desværre endte Mendy med ikke at være på plads på Barcelonas reducering til 2-1 efter 83 minutter, hvor Fati fik sat et par Real Madrid-spillede på venstrekanten og sendt den indover, hvor den havnede hos en helt fri Ferran Torres bagerst i feltet.
Real Madrid havde ellers været i god kontrol i anden halvleg, men fra omkring det 75. spilleminut glemte man fuldstændig alt om organisation og intensitet. Før Barcelonas mål skulle Carvajal prise sig lykkelig for, at der ikke blev dømt straffespark, da han løb Lewandowski ned i feltet. Polakken begyndte pludselig at finde plads, efter Alaba og især Militão ellers havde haft godt fat i ham i kampen frem til da.
I stedet var det Real Madrid, der fik straffespark i slutminutterne, hvor García stemplede Rodrygo i feltet, og brasilianeren stod også selv for at sparke bolden i kassen. Benzema var på det tidspunkt blevet skiftet ud, så han fik ikke muligheden for at revanchere sig efter sit brændte straffespark imod Osasuna.
Real Madrid endte altså med at vinde 3-1 i en kamp, hvor man var væsentligt bedre og havde godt styr på det i omkring 75 minutter. Kampens sidste kvarter var dog nok til skabe usikkerhed om resultatet med en reducering og flere gode chancer til udeholdet. De tre point kom ind på kontoen, Barcelonas uge blev endnu værre, end den i forvejen var, men man sidder stadig tilbage med følelsen af, at Real Madrid burde have vundet større – eller i hvert fald uden at gøre det spændende til sidst.
Kampens badebold: Nok var Vinícius med i Real Madrids to første mål, men det var generelt ikke godt nok fra brasilianeren. Blot 10 afleveringer bidrog han med og ikke en eneste dribling. Til gengæld var der nok engang flere eksempler på hans pinlige skuespil, hvor man selv gennem tv-skærmen sagtens kunne se, at der intet var at komme efter.
Kampens spiller: Kroos får den i dag. Tyskeren var instrumental og spillede som en ægte leder. Det var hans forudseenhed, der skabte det første mål, og hans ro og overblik var gang på gang grunden til, at Real Madrid kunne spille sig ud af Barcelonas pres.
Perspektiver mod kommende kampe: Det er altid et kæmpe rygstød at vinde en Clásico, og der er god mulighed for at sætte yderligere seks point på kontoen med de næste to kampe mod bundproppen Elche og et formsvagt Sevilla-hold. Igen i dag var der dog tale om en kamp, hvor Real Madrid sjældent viste stor intensitet eller højt tempo på bolden. Holdet er stadig ikke i samme omdrejninger som før landsholdspausen, og Ancelotti og co. skal sikre sig, at man ikke tager for let på de kommende opgaver.
