"Er Cristiano Ronaldo blevet fodboldens svar på Ghita Nørby?"

Hvis din umiddelbare tanke ved at klikke på denne artikel med dens mærkværdige overskrift er “hvad fanden snakker du om”, så forstår jeg det egentlig godt. Ghita Nørby og Cristiano Ronaldo er formentlig ikke blevet nævnt eller tænk i samme moment særlig mange gange i årenes løb, men leg nu lige med de næste par minutter, mens du læser mine tanker.

Inden vi går videre vil jeg pointere én ting. Jeg kan godt lide Cristiano Ronaldo. Jeg var endda én af dem der stemte for, at han skulle blive nr. 1 på vores top 20 over de bedste Real Madrid-spillere i historien. Og det blev han. Så det er på ingen måde en sviner af klubbens topscorer, eller et udtryk for, at han er glemt. Hvis han var glemt, hvorfor skulle vi så, fire år efter han har forladt klubben, forholde os til ham? Han er husket og savnet, og det vil han for altid være.

Lørdag aften fik jeg dog alligevel en pludselig indskydelse. Jeg sad og kiggede de sociale medier igennem, som jeg så efter gør, og som I sikkert også gør. Jeg følger mange med Real Madrid-indhold, som kommenterer hver gang Ronaldo har eller ikke har spillet en kamp for Manchester United.

Forleden spillede han ikke. Han nægtede faktisk at spille mod Tottenham og forlod stadion før tid. Derfor var han heller ikke med lørdag aften mod Chelsea. Han var simpelthen blevet tildelt en intern karantæne.

I Manchester Uniteds ydmygende nederlag på 6-3 til bysbørnene fra Manchester City kom han slet ikke på banen “af respekt for hans karriere”, ifølge Ten Hag. Fire dage senere spillede han så Europa League-kamp på Cypern.

Det er med andre ord tydeligt, at han ikke er en del af Manchester Uniteds idealopstilling.

Særligt som følge af karantænen er vandene delt. Er Ronaldo respektløs over for Manchester United eller er Manchester United respektløs over for Cristiano Ronaldo, som har givet dem så mange store øjeblikke?

Nå, tilbage til min indskydelse. Pludselig kom det til mig: “Vent… Er Cristiano Ronaldo blevet fodboldens Ghita Nørby?” En type, der opfører sig som denne vil, og regner så med at omgivelserne retter ind.

Simi Jan og Maria Zeuthen er begge røget en tur gennem maskinen af Nørby, og det skal de næppe regne med fra Cristiano Ronaldo, men alligevel mener jeg, at der kan drages paralleller.

Jeg forstår egentlig godt, hvorfor Ghita ikke gad sidde der i Go’ Aften Live og svare på, med hendes egne ord, idiotiske spørgsmål. Jeg forstår ligeledes, hvorfor Cristiano Ronaldo, mægtig som han er, ikke gider at sidde på bænken i en klub, hvis chance for et mesterskab er omtrent lige så stor som en qatarsk “gæstearbejders” chance for pension og feriegodtgørelse i arbejdet på det forestående VM.

- Det var mærkeligt at sidde og kigge ind i en bevidsthed, hvis eneste ønske var at manipulere og ødelægge mig, sagde Ghita Nørby om interviewet i Go’ Aften Live. Det samme kunne Cristiano Ronaldo måske have sagt om Erik Ten Hag, da han langede en intern karantæne ud, inden det store opgør mod Chelsea.

87-årige Ghita Nørby opfører sig kritisabelt i interviews hun mener er under hende, mens Cristiano Ronaldo, 87 år i fodboldår, skaber splid, er “blevet sær” på sine gamle dage og er blevet besværlig at arbejde med. Simpelthen fordi han er så stor.

Lørdag aften besøgte jeg så et supermarked et par timer inden kampen mod Sevilla. Jeg havde en Real Madrid-trøje på under min åbne jakke, da to drenge gik forbi mig i indgangen: “Åh, han havde Ronaldo-trøje på”, sagde den ene dreng, som ikke kan have været mere end 1 eller 2 år, da portugiseren forlod Madrid i 2018. Så han er stor. Større end man måske begriber det.

Man kan jo bare kigge på Instagram, hvor Cristiano Ronaldo har 490 millioner følgere, mens Real Madrid og Manchester United har hhv. 127 millioner og 61,2 millioner. Så man kan måske reelt spørge: “Er Cristiano Ronaldo større end fodboldklubben?” hvad enten det er Real Madrid eller Manchester United.

Jeg ved det egentlig ikke, men lige nu synes jeg, han opfører sig som om, han selv synes han er det.

Seneste artikler...