Referat: Real Madrid – Girona, LaLiga, 12. spillerunde

Real Madrid leverede en pinlig indsats, da man her til eftermiddag blot spillede 1-1 på hjemmebane imod det nedrykningstruede oprykkerhold, Girona. Hvis ikke vi havde kampe som den imod Osasuna, Shakhtar Donetsk og RB Leipzig i erindringen, ville man slet ikke tøve med at kalde det den dårligste kamp i sæsonen, men desværre har det lignet noget, vi har set for ofte hen over den seneste måned.

Kampen startede ellers med en fin chance til Modric, men allerede i andet spilleminut kom Girona til deres første store chance, der skulle vise sig at være én af alt for mange i løbet af kampen. Det var dovent opdækningsspil og tilsyneladende en for stor tro på, at tingene nok skulle gå, hvilket var et generelt tema i denne kamp.

Godt nok havde Real Madrid en god portion forsøg i første halvleg, men det blev aldrig for alvor farligt. Rodrygo havde flere afslutninger, herunder en på stolpen, Camavinga var tæt på med et par langskud, og Valverde sparkede på mål med både højre og venstre. Men Girona forsvarede sig fint og bed også fra sig i den anden ende. Allerværst så det ud, da Carvajal blev fuldstændig udklasseret på både fart og fysik af en Girona-spiller, der kunne spille Herrera helt fri i feltet, da Real Madrid samtidig slækkede alvorligt på tilbageløbene. Heldigvis blev bolden sparket hårdt på overliggeren og hoppede væk igen, men det var mere held end forstand, at Real Madrid ikke kom bagud.

Holdene gik til pause efter en første halvleg, hvor Real Madrid havde spillet langsomt og ubevægeligt. Det lignede en rodebutik med et ikke-fungerende presspil og en alt for tilbagelænet attitude, og man kan kun håbe på, at Ancelotti snakkede med store ord i pausen.

I anden halvleg så indstillingen bedre ud, men kampbilledet fortsatte ad samme spor. Real Madrids chancer var ikke specielt store, men af og til kom Girona alvorligt tæt på i den anden ende, eksempelvis på en chance helt fri foran mål efter en stor Rüdiger-blunder. Lidt intensitet kom der i det 50. minut, hvor Vinícius provokerede Girona-centerbacken David López, der responderede med en mindre skalle, der fik brasilianeren til at smide sig teatralsk til jorden. Skaller, hvis man overhovedet kan kalde det det, hører ikke hjemme i fodbold, men lad os holde den på egen banehalvdel: Det kan kun gå for langsomt med at få sat en stopper for Vinícius’ evindelig brok, selvmedlidenhed og filmeri. Det er pinligt at se på fra en spiller, der skal forestille at være verdens ottende bedste og bærer en trøje, der forpligter til langt højere klasse. Tilmed gavner det ingenlunde Real Madrid i en kamp, hvor holdet skal jagte, og så har han endda alt for ofte intet at have det i.

Men selvsamme Vinícius endte alligevel med at komme på tavlen i det 70. minut, hvor en af hans eneste gode aktioner i kampen kom i starten af en længere spilsekvens med boldflytteri omkring Girona-feltet. Bolden endte ude hos først Rodrygo og så Valverde, der fik sendt en smuk aflevering indover, som Vinícius var forudseende med at nå hen til og sparke det sidste stykke i nettet.

Kort efter 1-0-målet fik Real Madrid endnu en stor chance, hvor Asensio efter godt forarbejde af indskiftede Mariano fik sit ellers glimrende forsøg med højrebenet reddet af Girona-keeperen Gazzaniga. Desværre skulle det vise sig at blive dyrt, for efter 80 minutter blev der efter VAR dømt straffespark til Girona, da selvsamme Asensio havde ramt bolden med hånden i feltet. Gæsterne scorede sikkert på straffesparket, og dermed stod den 1-1.

Rodrygo fik sent i kampen bolden i kassen til 2-1, men målet blev lidt tvivlsomt annulleret, da dommeren vurderede, at målmand Gazzaniga nåede at få bolden under kontrol. Lidt gejst kom der derefter, da det viste sig, at der var 9 minutters tillægstid, men da Kroos kort efter blev udvist for første gang i sin Real Madrid-karriere, blev det ikke just nemmere. Real Madrid kunne ikke lægge det nødvendige tryk og måtte skuffende nøjes med 1-1.

Kampens badebold: Der er mange Real Madrid-spillere, hvis præstation man kan pille fra hinanden, men lad os i stedet gå med den rædderligt sløve tilgang fra holdet som helhed. Det er sket alt for ofte i sæsonen, at første halvleg har været nærmest komplet ligegyldig, fordi intensitet og presspil har været ikkeeksisterende. Det kan ikke være rigtigt, at man ikke kan gå mere fokuseret til en kamp imod et svagt spillende bundhold. Endda på hjemmebane.

Kampens spiller: Valverde får den på en dag, hvor den er ekstremt billigt til salg. Han lavede assisten til Vinícius og var en af dem, der prøvede uden samtidig at lave de store fejl.

Perspektiver mod kommende kampe: Ancelotti skal træde i karakter nu. Vi skal ikke snakke om VAR, annullerede mål og tvivlsomme straffespark, for Real Madrid skal simpelthen kunne præstere bedre i sådan en kamp. Der er få og tilmed rimelig overskuelige kampe tilbage før VM, men det kræver, at Ancelotti får sat sit hold op til opgaverne. Hans rolige gemyt må ikke smitte så meget af på spillerne, at de laller sig gennem kampene som i dag.

Seneste artikler...

Annonce