Referat: Real Madrid – Celtic 5 – 1, Champions League, 6. spillerunde

Real Madrid storsejrede i gruppespillets sidste kamp imod Celtic her til aften, hvor halvdelen af målene i 5-1-sejren kom direkte fra standardsituationer.

Real Madrid havde noget at revanchere, da man tabte til RB Leipzig, sidst man spillede Champions League, mens det blot blev til 1-1 hjemme imod Girona i weekenden. Heldigvis skulle der ikke gå lang tid, før Real Madrid kom foran mod skotterne. Asensio sendte Rodrygo i dybden med en genial aflevering, hvorefter brasilianeren spillede bolden ind i feltet, hvor Valverdes kiksede afslutning ramte armen på en Celtic-spiller. Modric var manden, der sparkede straffesparket, og han scorede stensikkert til 1-0.

Ligesom i weekenden kom udeholdet til flere gode chancer i den anden ende, hvor forsvarspillet til tider så usikkert ud, og hvor Carvajal igen viste sig at have store problemer, når han bliver isoleret med en kantspiller, der har for meget plads til at løbe forbi ham på. Faktisk kom Celtic op på hele 14 skud og otte af dem på rammen i løbet af kampen.

Det var dog trods alt Real Madrid, der kom til de største chancer, og desværre tilfaldt de to største i første halvleg Vinícius, der brændte på det skammeligste. Den første af dem kom efter to drømmeafleveringer i træk fra Modric og Asensio, men i efterspillet fik Rodrygo trukket et nyt straffespark, efter også hans kiksede afslutning ramte en Celtic-spillers hånd. Brasilianeren fik selv lov at sparke og scorede dermed for tredje gang i sæsonen fra ellevemeterpletten.

Kort efter brændte Vinícius gigantchance nummer to, da han helt fri foran mål sparkede over efter endnu en formidabel aflevering fra Asensio til Rodrygo i dybden, der spillede sin angrebskollega helt fri. I stedet fik Celtic selv chancen på straffespark efter en klodset tackling af Mendy. Courtois tog sig dog sikkert at forsøget, og dermed kunne man gå til pause med 2-0.

I anden halvleg stod der Real Madrid på det hele. Her viste man, at man kunne være en trussel på andet end straffespark, og det første af målene kom efter 51 minutter, hvor Carvajals indlæg havnede hos Asensio, der flot holdt den hoppende bold nede mod jorden og dermed sparkede den sikkert ind til 3-0.

Real Madrid-dominansen fortsatte med de tilsyneladende obligatoriske stik fra modstanderholdet i den anden ende. Helt i kontrol må Real Madrid åbenbart ikke være. Målet til 4-0 kom dog efter et flot, hårdt indlæg af Valverde ind centralt i feltet, hvor Vinícius nok engang scorede et rigtig angribermål, idét han klemte sig mellem keeper og forsvarsspiller og dirigerede bolden i kassen. Valverde selv stod for 5-0-scoringen med et knaldhårdt spark fra kanten af feltet ud i siden af målet. Den slags er nærmest et straffespark for uruguayaneren for tiden.

Ancelotti så sig dermed så sikker, at selv Vallejo fik spilletid. Derudover fik han hvilet flere bærende spillere, mens Benzema og Ceballos fik deres første minutter siden deres seneste skade. Førstnævnte fik en stor chance i slutningen af kampen men ramte desværre en forsvarsspiller, efter målmanden ellers var væk fra sit mål.

Celtic fik reduceret mod slutningen af kampen på et glimrende frisparksmål fra Jota, der blev applauderet af Bernabéu. Og dermed står Courtois på tre rene bur af 13 mulige i sæsonen.

Kampens badebold: Mendy får den for sit klodsede straffespark.

Kampens spiller: Asensio. Det kan godt være, at han sjældent viser det i de store kampe, men for tiden er det også i de små, at Real Madrid dummer sig. Hvis modstanderholdet stiller sig for langt tilbage, så er han en trussel udefra. Stiller de sig for langt frem, så sender han guldbolde i dybden til Rodrygo og Valverde. Ét mål og hele fem nøgleafleveringer diskede han op med, og han var med længder den bedste af holdets tre startende offensivspillere.  

Perspektiver mod kommende kampe: Der mangler to kampe inden VM. En udebanekamp mod Rayo Vallecano og en hjemmebanekamp mod Cádiz. Det skal give seks point, så man er sikker på at gå til pause som LaLigas førerhold. Forhåbentlig har man tanket lidt selvtillid i dag, og så hjælper det også, at verdens bedste spiller er tilbage på banen.

Seneste artikler...