Spansk presse: Real Madrid forhandler om Endrick i Brasilien

Ifølge flere spanske medier er Real Madrid i disse dage i Brasilien for at forhandle med Palmeiras om købet af det 16-årige gigant-talent, Endrick.

På trods af sin unge alder har han tiltrukket sig opmærksomhed fra de europæiske klubber i lang tid og nu er han også ved at spille sig til en fast plads i Palmeiras og derfor vil Real Madrid nu forsøge at få en aftale på plads med den brasilianske klub, også selv om man først kan hente ham til den spanske hovedstad om to år, når han fylder 18 år.

Real Madrid skal have sendt en højtstående person til forhandlingerne, men der er ikke tale om José Ángel Sánchez eller Juni Calafat, om end sidstnævnte er meget tæt inde omkring kontakten til Palmeiras og Endricks bagland.

Endrick har en frikøbsklausul på 60 millioner €, men der skal eksistere en pagt mellem spiller og klub, som kan lade ham gå for en billigere pris og Real Madrids tanke er da også, at man vil betale 35-40 millioner € og så inkludere en række bonusser, som kan komme i spil, når Endrick har præsteret for Real Madrid.

Herudover har man et andet krav – belært af bitre erfaringer – at Endrick skal acceptere tilbuddet fra Real Madrid og ikke bruge klubben i et svinsk spil, som man eksempelvis så i sommer.

Seneste artikler...