Odriozola rygtes til Juventus
Da Jesús Vallejo kom på banen senest imod Celtic, betød det samtidig, at Álvaro Odriozola nu er eneste medlem af Real Madrids førsteholdstrup, der ikke har fået spilletid i indeværende sæson.
Han har altså på ingen måde formået at overbevise i Real Madrid efter sit seneste lejeophold hos Fiorentina, og ifølge det franske medie Foot Mercato kan spanierens fremtid meget vel ligge i netop det italienske. Mediet skriver nemlig, at den vaklende kæmpe, Juventus, er ivrige efter at tilknytte Odriozola, og her meldes det tilmed, at repræsentanter fra Torino-klubben allerede har kontaktet spillerens bagland.
Odriozola blev i sommer rygtet til Nottingham Forest, men i sidste ende endte han altså med at blive. På trods af at han er den eneste rendyrkede højreback ud over Dani Carvajal i truppen, ser det ud som om, at han er nede som omkring femtevalg til positionen. Ud over Carvajal er Lucas Vázquez, Antonio Rüdiger og Nacho nemlig formentlig også foran i køen.
