Rygte: Mendy er i gang med sin sidste sæson i Real Madrid
Ferland Mendy har længe været klar starter på venstrebacken for Real Madrid, men alligevel rygtes det i spansk presse, at franskmanden er i gang med sin sidste sæson for Los Blancos.
En af grundene er angiveligt hans beskedne bidrag offensivt, som står i skarp kontrast til bidraget fra hans brasilianske forgængere i mere end de to seneste årtier. Derudover går der forlydender om, at Mendy og hans bagland længe har krævet en lønforhøjelse med argumentet, at han er fast starter for Real Madrid. Det er dog ikke et ønske, man agter at efterkomme i Real Madrid, og det skulle være endnu en grund til, at man hellere ser franskmanden erstattet med en ny venstreback til sommer.
Håbet er, at man kan få omkring 50 til 60 millioner euro for et salg af den 27-årige franskmand, hvormed man vil kunne få en lille fortjeneste i forhold til købsprisen i sin tid, og grundet interesse fra Premier League skulle det ikke være en urealistisk forventning.
