Real Madrid med flot trofæhøst i 2022
2022 er nu officielt et kapitel i historiebøgerne, og for Real Madrids vedkommende blev det et flot et af slagsen. I det forgangne år høstede man nemlig hele fire trofæer i form af den spanske Super Cup, den europæiske Super Cup, LaLiga og Champions League.
Især Champions League-triumfen vil blive husket for de mindeværdige aftener på Estadio Santiago Bernabéu, hvor spillere som Benzema, Vinícius, Modric og Courtois var flittige mirakelmagere. Real Madrid nåede finalen efter at have slået PSG, Chelsea og Manchester City ud undervejs, og den 28. maj blev trofæet sikret, da Vinícius scorede målet i 1-0-sejren over Liverpool i Paris. Det var 14. gang, at man kunne krone sig som kongerne af Europa.
Næsten en hel måned forinden stod det klart, at Real Madrid var spanske mestre for 35. gang. Mesterskabet blev matematisk sikret den 30. april, efter Espanyol blev slået på Santiago Bernabéu. På daværende tidspunkt manglede Real Madrid fortsat at spille fire kampe. Benzema blev topscorer i LaLiga for første gang i karrieren, og Vinícius spædede til med 17 mål og ti assists i ligaen alene.
Disse var de to største trofæer i 2022 for Real Madrid, men det første blev allerede vundet den 16. januar. Her sejrede Real Madrid i den spanske Super Cup, der igen blev afholdt i Saudi Arabien. Semifinalen var en Clásico, hvor Real Madrid slog Barcelona med 3-2 efter forlænget spilletid og en afgørende scoring af Valverde. I finalen stod Modric og Benzema for de to scoringer i 2-0-sejren over Athletic Bilbao. Her kunne man godt få lidt svedige håndflader i slutminutterne, hvor Militão begik straffespark og blev udvist, men nok engang viste Courtois sit store værd, da han pillede den nyvundne energi ud af baskerne ved at redde forsøget fra straffesparkspletten.
Det fjerde trofæ blev sikret den 10. august, hvor Real Madrid slog Europa League-vinderne Eintracht Frankfurt i den europæiske Super Cup i Helsinki. Her stod Alaba og Benzema for målene i 2-0-sejren.
