Vinícius fordømmer racisme - Tebas tager til genmæle

Under Real Madrids 2-0-sejr over Real Valladolid i fredag blev Vinícius nok engang udsat for racistiske mishagsytringer. På videoer fra lægterne kan man både se og høre, hvordan hjemmeholdets fans råber racistiske fraser og kaster ting efter den brasilianske kantspiller, imens han er på vej rundt om banen efter at være blevet udskiftet.

Det er ikke første gang, at Vinícius er offer for racisme under kampe i den bedste spanske liga, og efter kampen udsendte han på sociale medier følgende budskab:
- Det er fortsat tilladt for racister at komme ind på stadioner og se den bedste klub i verden helt tæt på, og LaLiga gør ingenting… Jeg vil fortsætte med hovedet holdt højt, mens jeg fejrer mine og Real Madrids sejre. I sidste ende er det altid min skyld.

På sociale medier har præsidenten for LaLiga, Javier Tebas, nok engang forsøgt sig med et forkrøblet forsøg på at værne om eget omdømme med følgende besked:
- I LaLiga har vi kæmpet imod racisme i årevis. Vinícius, det er meget uheldigt, uretfærdigt og usandt at hævde, at LaLiga ikke gør noget imod racisme. Undersøg det nærmere. Vi står til rådighed, så vi alle sammen kan gå i den samme retning.

Real Valladolid, der er eget af brasilianske Ronaldo Nazário, har udsendt følgende statement:
- Klubben er naturligvis villig til at samarbejde med LaLiga for at udføre de nødvendige undersøgelser og forbeholder sig retten til at foretage disciplinære tiltag, hvis der er sæsonkortholdere involveret. Der er ingen plads til racisme i fodbold eller i samfundet, så Real Valladolid er fast besluttet på at implementere flere og flere foranstaltninger for at skabe opmærksomhed, undgå og håndtere en lignende episode.

Derudover omtales episoden som en ”isoleret hændelse”, der ikke repræsenterer størstedelen af Real Valladolids fans.

Seneste artikler...

Annonce