Ny førsteholdsdebutant: Jeg kan stadig ikke tro det
Hvis man håbede at se en masse akademispillere i aktion i kampen i går aftes imod Cacereño i Copa del Rey, blev man fælt skuffet. Hverken Marvel eller Nico Paz kom på banen, og Sergio Arribas fik blot ni minutter til slut i kampen, hvor sejren blot skulle kæmpes hjem. Den 18-årige Castilla-angriber Álvaro Rodríguez var dog heldig at blive skiftet ind allerede efter 68 minutter, og det var den unge spaniers førsteholdsdebut.
Efter kampen var den 193 høje angriber naturligvis en glad mand:
- I dag (i går, red.) opnåede jeg en drøm, som jeg har jagtet, siden jeg var barn. Jeg er så stolt. Jeg kan ikke sætte ord på, hvad jeg føler lige nu. Jeg vil gerne takke Ancelotti for at give mig denne mulighed, og også min familie og min kæreste. Jeg må også nævne min træner hos Castilla, Raúl, som har været afgørende for dette.
- Jeg vil altid huske dette øjeblik. Det er virkelig en særlig dag for mig, og jeg vil altid værdsætte det. Det er en utrolig oplevelse. Jeg kan stadig ikke tro det. Det er en drøm, der er gået i opfyldelse sammen med de spillere, jeg beundrer. De er mine idoler. For få år siden så jeg dem på tv.
Man kan blot unde Álvaro, at han havde så flotte ord at sige efter kampen, for der var sandt for dyden ikke meget at råbe hurra for i den kedsommelige affære med masser af dueller og dårlig fodbold. Álvaro nåede også at sætte et par ord på kampen:
- Vi forsøgte at spille i første halvleg, men så indså vi, at det var umuligt. Vi ændrede på måden, vi spillede på og forsøgte med lange afleveringer for at skabe chancer. Vi formåede at få sejren i sidste ende.
