En forsømt fødselar: Vallejo fylder 26

I går fejrede Toni Kroos sin 33-års fødselsdags, og i dag er der endnu et fødselsdagsbarn i Real Madrid-truppen, idét Jesús Vallejo har sneget sig op på de 26 leveår.

Det er altså efterhånden en endegyldig sandhed, at Vallejo ikke kommer i nærheden af de højder, som han var spået i sine yngre år hos Real Zaragoza. Det var i 2017/18-sæsonen under Zinedine Zidane, at Vallejo første gang blev en del af Real Madrid-truppen efter fine ophold hos Zaragoza og Eintracht Frankfurt. I sin første sæson hos Real Madrid døjede han dog regelmæssigt med skader og manglende tiltro fra cheftræneren, og han fik blot tolv kampe. Heraf husker man måske Vallejos eneste Champions League-kamp i den sæson, da han konsekvent var på glatis, da Real Madrid tabte 3-1 hjemme på Bernabéu til Juventus.

Sæsonen efter, i 2018/19-sæsonen, blev det endnu værre for Vallejo, der blot fik syv kampe, da hverken Julen Lopetegui, Santiago Solari eller Zinedine Zidane så hans vej. Alligevel valgte Real Madrid at forlænge kontrakten med den på det tidspunkt 22-årige spiller for derefter at udleje ham til Wolverhampton i 2019/20-sæsonen, hvor han blot fik to Premier League-kampe og ikke var i nærheden af førsteholdet.

I januar 2020 blev lejeopholdet hos Wolves derfor afbrudt, og i stedet blev han udlejet til Granada, som han fik nogenlunde regelmæssig spilletid for. Derfor valgte Real Madrid at lade ham spille hele 2020/21-sæsonen for selvsamme Granada. Der skulle altså gå fire sæsoner, siden Vallejo kom til Real Madrid, inden han fik chancen for at vise sit værd over en hel sæson. Igen døjede han med diverse skavanker i løbet af sæsonen, men han formåede dog at spille 21 ligakampe af 38 mulige og 37 i alt på tværs af alle turneringer. Blandt andet var han med i Granadas Europa League-kampagne, der varede hele vejen til kvartfinalerne, hvor Vallejo spillede to gange 90 minutter, da man tabte to gange 2-0 til Manchester United.

I sidste sæson var han tilbage i Real Madrid. Her fik han otte kampe, hvoraf fire var indhop på tre, fire, fem og syv minutter. I denne sæson har han spillet i to kampe, ingen af dem fra start, hvor den seneste var imod upåagtede Cacereño, hvor han først kom på banen, da Álvaro Odriozola måtte lade sig udskifte med en skade.

Det står altså soleklart, at Vallejo frister en tilværelse som en af de allermest perifere spillere i Real Madrids-trup. Her er han højest femtevalg til centerforsvaret, men idét hans kontrakt løber frem til 2025, er han formentlig Real Madrid-spiller i nogle år endnu, medmindre han selv genfinder ambitionerne.

Seneste artikler...