Real Madrid trækker Copa del Rey-modstander lørdag
Torsdag aften blev den sidste sekstendedelsfinale i Copa del Rey spillet, og derfor kender vi nu de 16 hold, der har klaret den videre til ottendedelsfinalerne. Her er der igen tale om opgør, der afgøres over én kamp, og kampene spilles den 17., 18. og 19. januar.
Tolv af holdene er LaLiga-mandskaber. Ud over Real Madrid er det Athletic Bilbao, Atlético Madrid, Barcelona, Betis, Mallorca, Real Sociedad, Sevilla, Valencia, Villareal, Espanyol og Osasuna.
Derudover er tre af holdene at finde i den næstbedste spanske række. Det drejer sig om LaLiga-nedrykkerne Levante og Alavés samt Sporting Gijón, der alle slog LaLiga-hold ud for at komme videre i form af henholdsvis Getafe, Real Valladolid og Rayo Vallecano.
Det 16. hold er Ceuta, der er bundprop i Castillas gruppe i den tredjebedste spanske række. De slog en anden bundprop ud for at komme videre, nemlig LaLigas nummer 20, Elche.
Lodtrækningen til ottendedelsfinalerne finder sted klokken 13 på lørdag, og her kan alle trække alle. Tilmed kan man håbe, at Real Madrid trækker hjemmebanefordelen. Trækker man et hold fra en division under ens egen, er man dog sikker på at skulle spille på udebane.
