Real Madrid i skarp kritik af fransk fodbold-præsident

Det franske fodboldforbunds præsident, Noel Le Graët, er kommet i modvind efter at han i weekenden lod tåbeligheden få frit løb, da han udtalte sig om Zinedine Zidane og Karim Benzema.

Her forholdt han sig på følgende måde, da han blev spurgt ind til Zinedine Zidanes muligheder for at blive fransk landstræner, nu hvor han er sat i spil til landstrænerposten i Brasilien:

- Zidane har altid været under radaren og der er ingen grund til at gøre mere ud af det. Han havde mange følgere, nogle forventede måske Deschamps afgang. Men kan man seriøst kritisere Deschamps? Det kan ingen. Man kan altid fejle i en kamp, men han har været her i 10 år og der har ikke været problemer. Hans påståede fratrædelse genererer altid ”clicks”. Zidane til Brasilien? Det rager mig en høstblomst. Han kan tage hvorhen han vil. Om Zidane forsøgte at komme i kontakt med mig? Ikke så vidt jeg ved, og jeg havde heller ikke taget telefonen. For at fortælle ham, at han skulle søge en anden klub? Lav et særskilt TV-program til ham, så han kan finde en klub eller et landshold.

Udtalelserne har mødt gigantisk kritik fra nuværende og tidligere franske landsholdsspillere og blandt andet beder Kylian Mbappé om at udvise respekt.

Men Le Graët var ikke færdig med at udspyde galde, for han blev også spurgt ind til Karim Benzema og her viste han sig også fra sin usympatiske side, da han blev forholdt kritikken af, at den franske angriber ikke returnerede til landsholdet til de sidste VM-kampe:

- Jeg er ligeglad med hvad hans bagland siger. Benzema genoptog træningen efter VMs afslutning, ikke før. Jeg beundrer Benzemas karriere. Han blev desværre skadet og det beklager vi. Det gør ikke så meget hvad folk siger, for holdet fungerede godt. Hvis Karim havde været der, havde vi ikke haft Giroud og så havde vi måske ikke scoret så mange mål.

Ovenstående udtalelser har fået Real Madrid til at udsende en offentlig fordømmelse. På den officielle hjemmeside skriver man:

- Real Madrid CdeF beklager de uheldige udtalelser fremsat af præsidenten for det franske fodboldforbund Noel Le Graët, om Zinedine Zidane, en af de største legender i sportens verden.

Disse udtalelser er en mangel på respekt for en af de mest beundrede figurer af fodboldtilhængere i hele verden og vores klub forventer en øjeblikkelig tilbagetrækning af de ord. Zinedine Zidane, verdensmester og CL-vinder har altid forsvaret sit lands trøje og vundet titler, og han repræsenterer værdierne i sporten og det har han vist gennem hele sin karriere som spiller og træner.

Udtalelserne fra præsidenten for det franske fodboldforbund er upassende for den, som varetager denne stilling og diskvalificerer ham, ligesom også ordene mod vores anfører, Karim Benzema, nuværende Guldbold-vinder, Nations League-vinder med Frankrig i 2021 og vinder af 5 CL-titler, blandt mange.

Seneste artikler...