Her kan Nacho ende, hvis han ikke forlænger med Real Madrid
Nacho Fernández’ fremtid er fortsat et mysterium. Spanieren har kun spillet 504 minutter for Los Blancos i indeværende sæson, og hans kontrakt med Real Madrid udløber i juni i år. Hvorvidt Nachos kontrakt bliver forlænget er stadig uvist, men ifølge The Athletic har kilder tæt på Nacho fortalt, at mavefornemmelsen omkring en mulig forlængelse ikke er god.
Den endnu udeblivende kontraktforlængelse med Real Madrid har fået andre klubber til at vise interesse for den 33-årige spanier, og ifølge den samme kilde har han modtaget tilbud fra både den saudi-arabiske, spanske og nordamerikanske liga.
Skulle Nacho ende med ikke at forlænge med Real Madrid, er det angiveligt hold fra den nordamerikanske liga MLS (Major League Soccer), der har spanierens interesse. Ifølge kilden har Nacho nemlig allerede haft samtaler med hold fra MLS, så hvis hans nuværende situation i kongeklubben ikke ændrer sig, kan han meget vel spille i MLS i næste sæson.
