Ancelotti: Vi har kvaliteten til at vende situationen

Igen i går aftes skulle Carlo Ancelotti prøve at forklare sig ud af en pinlig indsats i en Clásico, og her følger italienerens forsøg på netop det.

Om kampen overordnet sagde han:
- Vores fejl afgjorde kampen. Vi har ikke haft succes med at spille bolden ud bagfra, og sådan scorede de to mål. Derfra ændrede kampen sig. Det var en dårlig kamp for alle. I mit hoved er der ikke snak om en ydmygelse, det er for meget. Inden for sport vinder du nogle gange, og andre gange slår de dig. Vi har tabt en kamp imod Barcelona, mens vi slog dem i ligaen. De spillede bedre, og de fortjente sejren.

Om stemningen i omklædningsrummet:
- Holdet er såret, fordi de vinder normalt finaler, men vi har alle midlerne til at forbedre os. Der er ingen tvivl om, at Real Madrid altid kommer tilbage. Det er ikke et afgørende øjeblik, men det er kompliceret og svært, hvilket plejer at ske i løbet af en sæson. Der plejer at være svære øjeblikke, og derfor skal vi løse det snart med den sædvanlige dedikation og tilgang.

Holdet så tungt, langsomt og ugideligt ud i kampen i går aftes, og om den manglende intensitet sagde Ancelotti:
- Holdet spillede ikke med intensitet. Vi mistede bolden 25 gange i første halvleg, manglede intensitet én-mod-én-situationer, og vi tabte mange dueller. Det var en ufuldstændig kamp fra alle aspekter.

Om defensiven:
- Når du indkasserer tre mål, betyder det, at du skal forbedre dig defensivt. Spillerne er nødt til at indse, at disse fejl er nemme at undgå. Før fejlene havde begge hold chancen for at score. Senere tog de føringen, de kom tættere på at vinde, og det var svært at komme tilbage, hvilket også skete for os i ligakampen (imod Villarreal, red.).

Om situationen fremadrettet:
- Holdets øjeblikssituation er ikke god, men vi skal hænge i, eftersom holdet har kvaliteten til at komme tilbage og konkurrere i alle turneringer, der venter. Vi er sårede, fordi vi plejer at vinde finaler, men der er stadig mange turneringer i spil, og vi kommer til at forbedre os. Vi skal løfte hovedet og tænke nøje over, hvad vi skal gøre. Vi vil blive konkurrencedygtige og kraftfulde igen, men vi skal forbedre os i defensiven, eftersom den koster os for tiden.

Seneste artikler...