Atlético Madrid vil have Ceballos
Dani Ceballos er for tiden inde i sin bedste periode i sin Real Madrid-karriere, blandt andet eksemplificeret ved at han for første gang har startet i fire kampe på stribe for Los Blancos.
Det har sat gang i skriveriet om en kontraktforlængelse med Real Madrid, men ifølge Marca er endnu intet officielt på bordet. Samtidig meldes der om interesse fra andre klubber, og én af dem er efter sigende Atlético Madrid.
Med sin gode teknik og enorme arbejdsevne er Ceballos da også godt castet til Diego Simeones form for fodbold, men rygterne går fortsat på, at Ceballos ønsker at forlænge med Real Madrid. Det kræver i så fald, at man får stykket et kontraktudspil sammen, der ikke indebærer et løfte om, at Ceballos skal være fast starter, for Real Madrids plan er fortsat at hente større navne til midtbanen, der i bedste fald vil gøre Ceballos til en glimrende reserve.
Angiveligt har også Aston Villa og AC Milan meldt deres interesse, men Ceballos skulle have udtrykt sit ønske om at blive i Spanien. Og altså fortsat helst Real Madrid.
