Ancelotti: Vinícius er et offer for noget, jeg ikke forstår

Real Madrid spiller semifinale til VM for klubhold i morgen aften, og på dagens pressemøde understregede Carlo Ancelotti vigtigheden af at vinde turneringen. Her sagde han:
- En VM for klubhold er en meget vigtig begivenhed, den betyder, at vi har gjort det godt. Vi er meget begejstrede over at være i et land (Marokko, red.), hvor vi har mange fans. Vi har chancen for at gøre dem glade og fuldbyrde, hvad der var en fantastisk sæson. Det er et rigtig godt momentum for denne sæson, hvor vi har meget at opnå.

Ancelotti berørte også kontroverserne med Vinícius, hvor italieneren ramte plet med at udpege de problemer, som spansk fodbold lider under, siden Vinícius jævnligt bliver udpeget som den skyldige:
- Skal Vinícius forsvare sig, skal hans holdkammerater forsvare ham? Hvorfor? Åbenbart er han problemet, men i virkeligheden er det det, der foregår rundt om ham. Det er et problem i spansk fodbold, og for mig, der er del af spansk fodbold, skal det blive adresseret. Vinícius udpeges som den skyldige, men han er et offer for noget, jeg ikke forstår.

Om morgendagens modstander, Al Ahly:
- De er et hold fuld af historie, et af de vigtigste i verdensfodbolden. De er godt organiserede med dygtige spillere, og det bliver en tæt kamp. De ønsker at vinde ligeså meget som os. Som med alle andre har vi meget respekt for dem, især for en klub med så stærk en historie i afrikansk fodbold.

Benzema, Courtois og Militão er ikke med i truppen til kampen i morgen men kan dog nå at blive indkaldt til en eventuel finale. Ancelotti forklarede:
- Vi må se, vi foretrak at lade dem blive i Madrid for at få den bedste behandling. Vi må se, om de bliver klar til lørdagens kamp.

Ancelotti delte også ud af sine tanker efter holdets pinlige indsats imod Mallorca søndag eftermiddag:
- Kravene er meget høje. Vi må evaluere på, hvad der sker og det, som er sket. Jeg tror stadig på, at holdet vokser. Vi har lidt et smertefuldt nederlag, men indikationerne peger stadig på, at holdet er i bedring, og at vi er nået til dette punkt af sæsonen med et meget vigtigt trofæ på spil i god fysisk form. Vi har haft skader, men vi er ikke det eneste hold med skader på dette tidspunkt, fordi det er et skrækkeligt program. Vi har troen på, at vi kommer til at gøre det godt.

Seneste artikler...