Ancelotti med opsang: Vi skal holde fokus helt til slut
Real Madrid er i finalen i klub-VM, efter man i går aftes slog Ah Ahly med 4-1, og efter kampen sagde Carlo Ancelotti følgende om kampens forløb:
- Vi kontrollerede kampen fint i en time, men så troede vi, at det var overstået, og vi åbnede op. Derefter sluttede vi godt af. Holdet forbedrer sig, og vi gjorde det godt, fordi det var en kamp, hvor vi havde alt at tabe og intet at vinde. Vi kontrollerede kampen ret godt. Det er en stor følelse at nå finalen.
- Da den stod 2-0, så det ud til, at vi havde vundet kampen, og sådan er fodbold ikke. Vi sænkede tempoet og troede, at vi havde vundet. Vi skal spille godt og forblive fokuserede frem til slutfløjtet. Sådan var det i 10-15 minutter frem til Modric’ straffespark.
Om finalen på lørdag mod Al Hilal:
- Vi skal op imod et hold, der har vundet semifinalen ved at spille godt og fortjener at være i finalen. Vi skal respektere det hold. De har gode spillere og spiller godt kollektivt. De kommer til at være spændte over at være i finalen, og det samme vil vi. Vi skal forberede os godt på kampen, uddele klare instruktioner til spillerne og udtænke en god kampplan. Vi har spillere, der kan håndtere denne type pres ekstremt godt.
- Fodbold ændrer sig, fordi der er mange hold over hele verden, der kan konkurrere, kæmpe og også vinde. Jeg var overrasket over, at Flamengo røg ud, men de er i optaktssæsonen, og deres fitnessniveau er ikke på toppen, og resten af holdene, der er midt i sæsonen, er på deres peak.
Om Benzema og Militão, der er ude med skader:
- De har ikke kommet sig helt. Karim (Benzema, red.) har det ret godt, men Militão er lidt mere tvivlsom. De kommer til at træne i opløbet til kampen, og derfra må vi tage beslutningerne. Carvajal, som havde feber i dag (i går, red.), kommer til at være tilbage, og det samme gælder Asensio, der havde en mindre forstrækning fra Mallorca-kampen.
Om Valverde, der scorede sit niende sæsonmål:
- Jeg er glad, fordi han spillede en god kamp. Han var god, viste sin kvalitet og scorede. Lidt efter lidt er han på vej tilbage.
Om Vinícius:
- Han kan lide at spille fodbold, hvor end han er. Hans kamp var meget komplet. Han scorede et fantastisk mål og var hele tiden farlig. Han er den samme Vinícius, som man altid ser.
Igen brændte Real Madrid et straffespark, denne gang med Modric som sparker, og Ancelotti havde følgende kommentar:
- Nogle gange brænder man dem. Luka har altid gjort det godt. Vi skal vælge den bedste til at sparke dem, og jeg er ret sikker på, hvem der er vores bedste til at sparke dem: Karim (Benzema, red.), Modric og Asensio. Det er meget svært at træne straffespark, fordi omstændighederne kan ikke blive genskabt til træning.
Arribas fik under et minut på banen i en kamp, hvor Real Madrid for det meste var komfortable. Alligevel hævdede Ancelotti, at han ser stor værdi i Real Madrids ungdomssystem:
- Det er meget vigtigt for os. Ungdomssystemet er et meget vigtigt element, og ingen her overser det. På førsteholdet er der altid spillere på højt niveau, som har vundet Champions League, og det er ikke nemt at give minutter til ungdomsspillere. Når det er sagt, er der virkelig gode spillere på ungdomsholdet, og trænerne laver et godt stykke arbejde med dem. De kommer snart til at være på førsteholdet.
