Caroline Møller Hansen sikrede Real Madrid Femenino 12. ligasejr på stribe
Selvom Barcelona gør rent bord runde efter runde i Liga F, hænger Real Madrid Femenino flot på i toppen af tabellen. For anden runde i træk skulle der dog en sen scoring til, før de tre point blev kørt i hus, og i går aftes var det danske Caroline Møller Hansen, der blev matchvinder i 1-0-sejren over midterholdet Sporting de Huelva.
Kampen startede med et godt pres for hjemmeholdet Real Madrid, der spillede sig til flere gode chance, men som tiden gik, faldt tempoet. Både Weir og Athenea havde forsøg på mål, mens Feller fik en god hovedstødschance, som hun dog headede forbi mål. Der var ingen fare i den anden ende, hvor Gérard for en sjælden gangs skyld havde fået lov til at stå på mål i stedet for Misa, og derfor gik holdene til halvleg med 0-0.
I anden halvleg fortsatte samme kampbillede. Real Madrid var i kontrol og pressede på for at få scoringen, men vi skulle helt frem til det 86. minut, før forløsningen kom. Her var det matchvinderen fra holdets seneste kamp, Toletti, der svingede et indlæg ind mellem forsvar og keeper, hvor Møller Hansen dukkede op og fik dirigeret bolden i mål. Danskeren var blevet skiftet ind blot ét minut forinden.
Det endte med at blive kampens eneste scoring, og dermed vandt Real Madrid for tolvte gang i streg i Liga F. Dermed er man fortsat fem point efter Barcelona, der har vundet alle deres kampe, samt fem point foran Levante, der også vandt i denne runde. Der er dog hele 16 point ned til fjerdepladsen Atlético de Madrid, så Real Madrid Femenino ligger lunt til i toppen.
Real Madrid Femeninos hold: Gérard, Robles (Møller, 85’), Rocío, Toletti, Olga (Svava, 86’), Esther (Oroz, 62’), Weir, Kathellen, Feller (Ivana, 86’), Zornoza og Athenea.
