Optakt: Osasuna-Real Madrid, LaLiga, 22. spillerunde

Der venter Real Madrid en svær opgave i aften, når man skal på besøg på El Sadar og forsøge at hente de tre point imod Osasuna, der befinder sig på niendepladsen i LaLiga.

Osasuna har på flere punkter været et besværligt bekendtskab for Real Madrid i denne sæson. Real Madrid indledte sæsonen med ni sejre på stribe, og det var netop Osasuna, der satte en kæp i hjulet, da de fik 1-1 på Santiago Bernabéu. Et dumt pointtab for Real Madrid, hvor Benzema brændte straffespark ved stillingen 1-1 i det 79. minut. Senere spillede de et brag af en første halvleg på hjemmebane imod Barcelona, hvor de kom foran efter blot seks minutter. Lewandowski blev ovenikøbet udvist efter 31 minutter, men alligevel lykkedes det catalonierne at score to gange i anden halvleg og vinde kampen med 2-1, selvom de spillede en time med ti mand på banen. På den måde kan man sige, at Osasuna har haft stor indflydelse på det store ottepoints forspring, som Barcelona i øjeblikket har ned til Real Madrid på andenpladsen.

Mange har formentlig et indtryk af, at Osasuna er et af de mere drilske mandskaber at møde især på udebane, men faktisk voldte Osasuna primært Real Madrid problemer i 00’erne og 10’erne. Osasuna var at finde i LaLiga fra 2002 til nedrykningen i 2014, og her lykkedes det dem at tage point fra Real Madrid i mere end halvdelen af deres hjemmekampe. Tre gange besejrede de Real Madrid, og fire gange fik de uafgjort, men siden de rykkede op i 2016 – og igen i 2019 – har de ikke været helt så besværlige at have med at gøre på El Sadar. Her har Real Madrid vundet tre af fire kampe, mens den sidste var en målløs 0-0-affære på et isglat underlag i januar 2021.

Det skal dog ikke blive en sovepude for Real Madrid, der har stort behov for at lægge noget pres på Barcelona og slet ikke har råd til flere pointtab. Her kan man ærgre sig over, at man må undvære Benzema i aftenens kamp, mens Kroos og Tchouaméni er ude med sygdom, men til gengæld er Vinícius tilbage efter overstået karantæne. Også Courtois er tilbage til at vogte kassen.

På tirsdag spiller Real Madrid den første ottendedelsfinale imod Liverpool på Anfield, og derfor skal det blive spændende at se, hvordan Ancelotti lægger brikkerne til aftenens kamp. Han har allerede slået fast, at Modric, Vinícius og Rodrygo spiller fra start. Derudover kan Vázquez potentielt få sin første kamp siden sin skade som erstatning for Carvajal, mens Rüdiger formentlig skal ind og have en af pladserne i centerforsvaret. Skulle Ancelotti vælge at skifte ud på angrebsposten er det i øvrigt værd at bemærke, at den unge Castilla-angriber Álvaro Rodríguez er med i Marianos fravær.

Godt nok er Osasuna én af fire semifinalister i Copa del Rey, men i LaLiga-sammenhæng er de inde i en svær periode med blot én sejr i de seneste otte kampe. Til gengæld har de spillet fire af dem uafgjort, og det er måske netop frygten, at det også kommer til at ske i aften. Omvendt har de endnu ikke spillet uafgjort på El Sadar i LaLiga i denne sæson, og både Barcelona og Atlético Madrid har formået at slippe derfra med tre point, og Real Madrid har heller ikke råd til andet i aften.

Om Real Madrid får lirket op for Osasuna-forsvaret, kan man følge med i fra klokken 21, hvor kampen fløjtes i gang. Følg den på tv2 play eller TV2 Sport X.

Real Madrids forventede hold: Courtois, Vázquez, Militão, Rüdiger, Nacho, Modric, Camavinga, Ceballos, Valverde, Rodrygo, Vinícius

Seneste artikler...