Referat: Liverpool - Real Madrid 2-5, CL, ottendedelsfinale, 1. kamp
Real Madrid sikrede sig et formidabelt udgangspunkt til returkampen i Champions League, da man i går udklasserede Liverpool med 2-5 på Anfield Road.
Forud for kampen stillede Liverpools tilhængere og spillere velvilligt op til et minuts stilhed til minde for afdøde Amancio Amaro og Liverpool-legenden Kenny Dalglish lagde en blomsterkrans nede hos Real Madrid-tilhængerne i den ene målende. Stor og smuk gestus.
På banen var Liverpool dog særdeles toneangivende i kampens indledning og man chokstartede med en scoring allerede efter tre minutters spil, da Salah lagde en milimeterpræcis aflevering ind til Darwin Nuñez, som med hælen kunne dirigere bolden ind bag Courtois.
Real Madrid havde bogstaveligt svært ved at finde fodfæste i kampens indledning, hvor flere af spillerne skøjtede runde på den glatte bane og det bredte sig som en usikkerhed over hele linjen, men var dog ingen undskyldning eller forklaring på det gigantiske drop, som Courtois lavede efter 14 minutter, da han skulle ekspedere en tilbagelægning fra Carvajal væk, men fumlede i det, så Salah let kunne score til 2-0. Her lignede det optakten til en gedigen ydmygelse og CL-exit for Real Madrid.
Men Real Madrid er Real Madrid er Real Madrid!!
Ud af ingenting kunne en fremragende Vinícius reducere til 2-1 blot syv minutter senere og det gav en smule tro på tingene igen. Defensivt var man dog særligt udfordret i venstre side, hvor David Alaba spillede helt forfærdeligt og det er skrækkeligt at skrive, men det var faktisk en fordel for Real Madrid i situationen, at han blev skadet og måtte lade sig erstatte af Nacho.
Forhåbentlig er David Alaba snart tilbage, men Nacho kom ind og leverede endnu en pragtpræstation og var med til at stabilisere defensiven. I banens anden ende fortsatte Vinícius løjerne og fik udlignet efter 36 minutters spil, da han forfulgte en tilbagelægning til Alison, som den brasilianske målmand fik sparket lige ud i benene på Real Madrid-spilleren, hvorfra bolden strøg i mål. Dermed stod den lige på måltavlen og i målmandsdrop.
Inden pausen havde Real Madrid muligheder for mere. Vinícius havde et nærgående forsøg, som Alison måtte ud i fuld længde for at parere og kort før sidste fløjt igangsatte Real Madrid en fænomenal kontra, som via Fede Valverde endte hos Vinícius og hans indlæg var Rodrygo tæt på at nå frem til, men det blev afværget i sidste sekund.
Anden halvleg fik en drømmestart for Real Madrid. Efter blot tre minutter blev der begået frispark på Vinícius tæt ved mållinjen i venstre side og Modric´ indlæg ramte en fremstormende og totalt umarkeret Militao lige i panden og så stod der pludselig 2-3.
Herfra døde Liverpools presspil fuldstændigt og Real Madrid bragte sig hurtigt foran med 2-4 også, da Benzemas lidt vage afslutning blev rettet af og snød en sagesløs Alison.
Sagesløs var Alison også otte minutter senere, da 37-årige Modric tog et løb op gennem banen og afleverede bolden ud til Vinícius, der lagde bolden ind til Benzema og så kunne franskmanden afdrible målmanden og sende bolden ind til slutresultatet 2-5.
På sidelinjen fandt Jürgen Klopp ikke løsninger i de indskiftninger han foretog og det resterende forløb af kampen kom til at foregå som de smukkeste aftener i en tyrefægterarena, hvor tyren i form af Liverpool-spillerne kom til at løbe forgæves i Real Madrid-matadorernes kombinations-spil, mens Olé-råbene gjaldede end fra de medrejsende Real Madrid-tilhængere.
Kampens spiller: Vinícius. To mål og et oplæg. Konstant farlig. Der er også ros til Militao og Nacho.
Kampens badebold: Courtois. Droppet ved målet overgår Alabas 25 forfærdelige minutter. Trods alt.
Perspektiver frem mod de kommende kampe: Udover, at der høstes selvtillid forud for en række svære kampe, så er det også befriende, at Real Madrid alt andet lige kan gå til returkampen mod Liverpool med en vis sindsro og særligt i betragtning af, at man få dage senere spiller El Clásico på Estadio Spotify.
