Benzema fortsætter med at skrive historie i Champions League
Karim Benzema havde ikke scoret i Champions League i denne sæson, før han scorede det fjerde og femte mål tirsdag aften i 5-2-sejren over Liverpool på Anfield.
Dermed fortsætter franskmanden med at udbygge en imponerende rekord, som han holder sammen med Lionel Messi. Nu har Benzema ligesom argentineren nemlig scoret i Champions League i 18 sæsoner på stribe. Messi fik ellers debut en sæson før Benzema tilbage i 2004/05, men her kom argentineren ikke på måltavlen. Det gjorde han ligesom Benzema året efter, og derfor sidder de to Ballon d’Or-indehavere sammen på rekorden.
I sidste sæson blev Benzema topscorer i Champions League med 15 kasser, hvilket kun Cristiano Ronaldo har gjort bedre. Benzema er i øjeblikket den fjerdemest scorende spiller i Champions League med 88 kasser i alt. Ronaldo og Messi er med deres 140 og 129 kasser svære at hente, men Robert Lewandowski er med sine 91 mål inden for overskuelig afstand.
Af Benzemas 88 mål har blot tre været på straffespark, mens 16 af Lewandowskis mål har været fra ellevemeterpletten. Til gengæld har polakken scoret sine mål på blot 111 kampe – altså en målratio på 0,82 mål per kamp, hvilket kun to spillere fra top20 kan gøre bedre. Det drejer sig om Real Madrid-legenderne Alfredo Di Stéfano med 0,84 mål per kamp og Ferenc Puskás med 0,88. Til sammenligning ligger Benzema på 0,60.
