Munuera Montero til Militao: Vinícius-handling var til rødt kort
Det så tilfældigt og klodset ud, da Frenkie de Jong og Vinícius Junior i går tog brydertag på hinanden og endte på jorden, hvilket straks blev takseret til Barcelona-frispark og gult kort til Vinícius.
Advarslen og frisparket blev straks kritiseret af Vinícius og flere andre Real Madrid-spillere, heriblandt Eder Militao, men ifølge kampens dommer, Munuera Montero, var Vinícius heldig med at slippe med det gule kort.
Det fangede spanske TV-kameraer i den ophedede samtale med Eder Militao bagefter, hvor Munuera Montero angiveligt sagde:
- Eder, hør på mig, den er til rødt, ikke? Han (Vinícius, red.) griber fat om livet på ham (De Jong, red.) og kaster ham til jorden.
Vinícius slap dog med skrækken, selv om han lænede sig gevaldigt op ad gule kort nr. 2, da han brokkede sig heftigt til dommeren over første advarsel.
