Ancelotti før Betis-kamp: Ingen plads til fejl
Det er ikke nogen nem kamp, der skal få Real Madrid ovenpå efter det pinlige 1-0-hjemmebanenederlag til et tandløst og afbudsramt Barcelona-hold torsdag aften. I morgen gæster man nemlig Real Betis, og forud for den kamp sagde Carlo Ancelotti på dagens pressemøde:
- Vi er oppe imod Betis, som er et velorganiseret hold, og de spiller rigtig god og attraktiv fodbold. Det bliver en hård kamp, der er intet rum for fejl, og vi vil gøre alt, hvad vi kan for at få sejren. Vi håndterer kalenderen ret godt. Holdet er i god fysisk form, og spillerne kommer sig. Mendy bør være tilbage i næste uge.
Om en eventuel kontraktforlængelse til Modric:
- Jeg tror ikke, at Modrics fornyelse er et stort problem. Han gør, som han vil. Han taler med klubben, og de vil træffe den mest passende beslutning. Det er ikke et problem for mig, for klubben eller for Modric.
Om torsdagens Clásico:
- Jeg har set kampen, og jeg mener stadig, det jeg sagde. Det var en god kamp fra vores side. Vi skal forbedre tingene, men det meste gjorde vi godt.
Om Vinícius:
- Jeg er ikke bekymret, for jeg ser en spiller, der er fokuseret på, hvad han skal gøre. Han bidrager. I de seneste kampe har han haft det lidt sværere, fordi de har markeret ham rigtig godt. Men vi er ikke bekymrede. Det vigtige er, at han ikke mister sin lyst og entusiasme. Og det mister han ikke.
Om Benzema
- Det er ikke altid muligt for en angriber at score i alle kampe. Angrebspositionen er fuldbyrdelsen af arbejdet fra et hold, der nogle gange kan gøre det bedre, og andre gange møder du modstandere, der lukker godt ned. Jeg ser ham som værende i god form, i meget bedre fysisk form end i den første del af sæsonen. Hvis han ikke scorer i en kamp, gør det ikke noget. På det offensive plan har holdet gjort det rigtig godt, og vi er det hold, der har scoret flest mål i ligaen. Vi har ikke et problem der. I de sidste to kampe har vi ikke scoret meget, men vi scorede fem mål på Anfield.
Om samspillet mellem Modric og Kroos:
- Jeg synes ikke, de bremser spillet, når de spiller sammen. Jeg kan ikke se det problem. Spillets hastighed handler ikke om at løbe mere, men om at tænke forinden. Begge har erfaring og viden til det.
Om Camavinga og Tchouaméni
- Vi må ikke glemme, at da Tchouaméni ankom her i den første del af sæsonen, blev han overrasket over, hvor hurtigt han tilpassede sig. Han spillede et ekstraordinært VM, og nu er han tilbage i god form. Jeg er ikke i tvivl om, at han vil bidrage som i første del af sæsonen. Når det er sagt, så gør Camavinga det rigtig godt.
Om holdets offensive spil:
- Vi lider lidt mod den lave blok, fordi vi har andre karakteristika med de angribere, vi har. Men jeg vil ikke ændre på det. Jeg vil ikke spille med et offensivt referencepunkt eller højde, fordi jeg vil have Benzema. Han hjælper os med at forbedre kvaliteten i angrebsspillet på grund af den kvalitet, han har. Derfor er vi det hold, der har scoret flest mål i ligaen. Det er rigtigt, at det er bedre for os at spille på omstillinger, og med en lav blok så er det lidt sværere.
- At have Rodrygo kan hjælpe os, fordi han er en spiller, der på grund af sin kvalitet i de små rum kan finde løsningen. Vi har ikke haft ham i de sidste to kampe, fordi han blev skadet på Anfield, og at have ham kan forbedre dette aspekt. Men alle hold lider under den lave blok. Hvis du har en høj angriber, skal du slå indlæg, og vi vil ikke miste den kvalitet, vi har i de små rum med Vinícius, Benzema og Rodrygo.
Om Militão:
- Jeg synes, at han er den bedste centrale forsvarsspiller i verden.
Om muligheden for at spille med Benzema og Álvaro på samme tid:
- Ja. Du kan skifte systemet og spille en 4-4-2. Det kan være et godt par. Benzema er vant til at spille en mellemposition. Det er ikke noget, vi skal se bort fra.
