Florentino Pérez indkalder til ekstraordinært bestyrelsesmøde i dag

Florentino Pérez har i dag indkaldt til ekstraordinært bestyrelsesmøde og her er ét punkt på dagsordenen: Real Madrids udmelding om Caso Negreira.

Caso Negreira er den store korruptions-sag, hvor Barcelona nu officielt er anklaget for gennem 17 år at have betalt dommere for at dømme til deres fordel. Det skete ifølge anklagerne i perioden fra 2001 til 2018, hvor Enríquez Negreira i sin funktion som vicepræsident i dommerkomitéen var med til at sikre, at dommerstanden ”dømte til Barcelonas fordel”, som det hedder i anklageskriftet.

Mens samtlige klubber i den bedste og næstbedste række har indgivet en officiel protest mod Barcelona, har Real Madrid holdt sig i baggrunden og ikke udtalt sig officielt om sagen og det skyldes ifølge direktør for internationale anliggender, Emilio Butragueño, at man har ønsket at få sagen belyst ordentligt, hvilket nu er sket ved at Barcelona er anklaget for korruption.

Det ventes, at man på dagens bestyrelsesmøde vil beslutte sig for også at fordømme Barcelona og støtte op om, at de ansvarlige i klubben straffes og det er i første omgang præsidenterne i den pågældende periode.

Som udgangspunkt kan Barcelona ikke straffes sportsligt i Spanien, fordi sagen er mere end tre år gammel. Til gengæld står man til udelukkelse fra europæiske turneringer i en årrække, idet UEFA ikke tillader klubber at indtræde i deres turneringer, hvis de er under anklage og/eller dømt for korruption.

Seneste artikler...