Optakt: Barcelona-Real Madrid, LaLiga, 26. spillerunde
Fem gange har Carlo Ancelottis Real Madrid og Xavis Barcelona efterhånden stået over for hinanden, men i aften bliver første gang, at de to hold med netop disse to cheftrænere i spidsen mødes på Spotify Camp Nou.
De foregående fem opgør har for Real Madrid-tilhængeres vedkommende budt på oplevelser i alle ender af følelsesspektret. Tre af opgørene er blevet spillet på Santiago Bernabéu; det første et forsmædeligt 4-0-nederlag i sidste sæson, dernæst en i grove træk overbevisende 3-1-sejr i starten af sæsonen og senest et 1-0-nederlag i den første af to semifinaler i Copa del Rey. Derudover har man to gange mødt hinanden på neutral grund i den spanske Super Cup – i sidste sæson vandt Real Madrid med 3-2 efter forlænget spilletid i semifinalen, og tilbage i januar i år vandt Barcelona trofæet med en stensikker 3-1-sejr mod et bovlamt Real Madrid-hold.
Dermed bliver i aften første gang, at vi får at se, hvordan de to hold med Ancelotti og Xavi ved roret går til hinanden, når Barcelona har hjemmebanefordelen. Barcelona har haft en hel uge til at forberede sig til kampen, mens Real Madrid omvendt var i en vigtig midtugekamp imod Liverpool, hvor den gode, stilsikre præstation dog forhåbentlig kan være et godt rygstød ind til aftenens kamp.
Efter så vigtig en midtugekamp kunne det godt betyde rotationer, men omvendt er det svært at se, hvor Ancelotti skulle få lyst til at skifte ud. Han betror sig fortsat til Kroos og Modric i de store kampe, Camavinga gør det fremragende på 6’eren, og Tchouaméni har ikke vist meget i 2023, der skulle bringe ham foran sin yngre landsmand til en vigtig Clásico. Benzema er blevet klar til kamp, og Mendy får næppe sine første minutter siden sin skade allerede fra start, så det bedste bud på en udskiftning i startelleveren må være Carvajal, der var langt under sine holdkammerater i niveau imod Liverpool og måske kunne trænge til en pause til fordel for Vázquez.
Barcelona mangler to sikre kort i startopstillingen i form af Pedri og Dembélé, men til gengæld er Lewandowski tilbage i forhold til sidste Clásico. Polakken har dog blot scoret to gange i sine seneste syv kampe, men det har ikke afholdt Barcelona for at holde et jerngreb om ligaen. 21 sejre, to uafgjorte, to nederlag, et ni-points forspring og blot otte mål lukket ind vidner om et hold, der cruiser mod det spanske mesterskab. Hvad tallene ikke vidner om, er at spillet i mange af kampene ikke har været prangende, men de har til gengæld været gode til at sikre de tre point gang på gang med snævre 1-0-sejre – hele ni af slagsen i LaLiga.
Dermed er der lagt op til en Clásico, hvor det er absolut sidste udkald for Real Madrid, hvis man ikke allerede i midten af marts skal forkaste alle idéer om at kunne skabe bare minimal spænding i LaLiga. Med en sejr vil forspringet være på seks point, og Real Madrid vil have fordelen på indbyrdes opgør, men kampen i aften er samtidig en mulighed for Ancelotti til at bevise sit taktiske værd i verdens største klubkamp. Det skulle gerne være en kamp, hvor der er tænkt i at undgå, at Araújo nok engang skal tage Vinícius fuldstændig ud af opgøret, og forhåbentlig er der også tænkt i, hvordan man skaber chancer i modsætning til seneste kamp, hvor man ikke havde et eneste skud inden for målrammen på trods af 65% boldbesiddelse. Xavi ser aldrig bedre ud, end når hans hold spiller mod netop Real Madrid, og dét er et hjul, der meget gerne på stikkes en kæp i i aften.
Det er denne sæsons fjerde Clásico, der spilles i aften, og det er med optakt fra kl. 20 og kampstart kl. 21 på Tv2 Sport X.
Real Madrids forventede hold: Courtois, Carvajal, Militão, Rüdiger, Nacho, Modric, Camavinga, Kroos, Valverde, Benzema, Vinícius
