Courtois trækker sig fra landsholdslejren med forstrækning
Thibaut Courtois har i den seneste uge været afsted med det belgiske landshold, men grundet en forstrækning i låret vender keeperen nu tilbage til Madrid før tid.
De første forlydender går på, at det ikke er nogen slem skade, og at det bliver undersøgt nærmere mandag. Det er værd at bemærke, at Belgien blot har en træningskamp mod Tyskland at spille yderligere i denne landsholdspause, hvorfor det også kan tolkes som en sikkerhedsforanstaltning for at holde Courtois frisk og fri fra unødige belastninger i et utroligt tætpakket kampprogram.
Skulle det vise sig at være en værre skade end som så, vil det være et hårdt slag for Real Madrid, der i den kommende periode spiller sæsondefinerende kampe imod Barcelona og Chelsea i henholdsvis Copa del Rey og Champions League.
