Referat: Barcelona – Real Madrid 0-4, Copa del Rey, semifinale, 2. kamp

Real Madrid og Barcelona mødtes i går aftes for fjerde gang i 2023 og for femte gang i sæsonen. For Real Madrids tilhængere har det ikke været sjovt at møde catalonierne i indeværende kalenderår med tre Clásico-nederlag siden årsskiftet, men i går aftes fik man sendt et hårdt nyreslag den anden vej med en ydmygende 4-0-sejr på Spotify Camp Nou.

Ret skal dog være ret – de første 45 minutter i går tegnede ikke ligefrem billedet af, hvad der skulle blive en stor aften for Real Madrid. Der var nemlig ikke meget, der adskilte Real Madrids første halvleg fra de seneste mange præstationer imod Barcelona. Real Madrid stillede sig lang tilbage, presspillet var tæt på harmløst, og Vinícius og Benzema var gang på gang overladt til sig selv i offensiven, selvom Rodrygo en gang imellem fik løsrevet sig fra sine defensive pligter og nåede at komme med frem.

Barcelona var dog både bedst og farligst i første halvleg. Allerede efter 1 minut og 40 sekunder fik de første store chance, men Camavinga, der endte med at spille et brag af en kamp på venstrebacken, kom akkurat til for at afværge faren. Efter ti minutters spil fik hjemmeholdet igen en chance efter en længere spilsekvens, hvor spillere som Gavi, Kessie og Sergio Roberto var med til at spille rundt om Real Madrids forsvar og komme til indlæg, men igen forspildte de chancen for at komme foran.

Generelt var Barcelona ganske komfortable i første halvleg. De skruede og op og ned for tempoet, som de lystede, og Real Madrid vandt kun bolden, når de engang imellem satte bolden på spil og forsøgte at skabe en chance. Real Madrid havde blot et par småfarlige indlæg, en aflevering i dybden, som Rodrygo akkurat ikke kom frem til, og ellers korte perioder med kontrol på bolden, der ikke førte til noget.

Alligevel kom man dog foran, efter Valverde fik afværget et indlæg helt nede i Real Madrids eget felt, hvorefter Rodrygo opsnappede bolden og fik snoet sig udenom Marcos Alonso. Herfra fuldendte Vinícius og Benzema kontraangrebet, hvor brasilianeren endte med at blive noteret for scoringen, der udlignede i den samlede stilling. Det var stik imod spil og muligheder, men det skulle vise sig at være startskuddet til en flot og dominerende indsats fra Real Madrid i resten af kampen.

I anden halvleg viste Real Madrid nemlig det spil, som vi så længe har håbet på. Spillerne syntes at boble med adrenalin i samtlige dueller og den store dynamik og de mange løb uden bold rev Barcelonas midtbane i stumper og stykker. Spillere som Alaba og Militão boozede op til højre og venstre i presset og efterlod plads bag sig, men resten af Real Madrid-forsvaret var gode til at dække ind, og det resulterede i en højintens anden halvleg, som Real Madrid var langt bedre til at håndtere end hjemmeholdet.

Allerede efter 46 minutter så man antydningen af noget magisk, da Vinícius fuldstændig snørede Araújo på baglinjen og sendte bolden inden foran i feltet. Det blev ikke til en skudchance, men blot fire minutter senere kom 2-0-målet. Militão lavede flot forarbejde på højrekanten for at få bolden frem til Modric, der skar ind foran Sergio Roberto. Rodrygo trak Koundé med sig med et godt løb i dybden, hvilket efterlod Benzema fri til at modtage bolden og sparke den stensikkert i kassen.

I den anden ende var Barcelona ikke ufarlige, hvor blandt andet Araújo fik moslet sig til en stor chance, men kampens energiske karakter betød, at der altid var mere at komme efter for Real Madrid. Derfor fik man også 3-0-scoringen få minutter efter, da Kessie, der må have været helt rundt på gulvet af alle de løb omkring sig, klodset nedlagde Vinícius i straffesparksfeltet. Benzema tog sig sikkert af straffesparket og scorede til 3-0.

I den resterende halve time skal Barcelona være glade for, at Real Madrid ikke gjorde ondt værre for dem. Rodrygo, Vinícius og Benzema sværmede omkring deres felt, hvor både Barcelonas forsvars- og midtbanespillere slet ikke kunne nå at finde positionerne. Det skabte kort efter 3-0-scoringen en gigantisk chance, hvor Modric’ indlæg lige akkurat ikke nåede frem til Rodrygo på bagstolpen. Også Benzema var et mulehår fra at score hattrick, efter et indlæg fra indskiftede Asensio dykkede ned bag en svagt spillende og konstant glidende Koundé. Benzema kontrollerede bolden men brændte desværre den store chance.

Benzema fik dog sit hattrick – og endda for anden kamp på stribe. Vinícius rev sig nok engang fri fra Barcelonas rundforvirrede midtbane, der halsede efter ham, mens han som en sulten løve satte i fuld spurt mod sit forsvarsløse offer, Eric García. Lige da han kom tæt nok på, vippede han lynhurtigt bolden fra højre til venstre fod, så bolden endte hos Benzema i dybden, der scorede sit tredje mål og trak alt lyd ud cataloniernes stadion med det ellers så melodiske navn. En smuk fransk-brasiliansk Calma-Calma, der cementerede den flotte 4-0-sejr.

Kampens badebold: Den udgår på så smuk en aften. Vinícius kunne dog godt have sparet os fra dramaet i slutningen af en så flot kamp for Real Madrids vedkommende, hvor kun Benzema syntes at kunne berolige ham. Men en badebold efter et mål, en assist og et vundet straffespark? Ikke tale om.

Kampens spiller: Et hattrick på Camp Nou fra en Real Madrid-spiller er ensbetydende med kampens spiller, så den går til Benzema. Camavinga skal dog også fremhæves for sin dominerende indsats, hvor han med fart og sine lange stænger gang på gang holdt Barcelonas højreside i skak. Og så ramte 32 af hans 32 afleveringsforsøg en medspiller… fuldstændig vanvittigt fra den unge franskmand.

Perspektiver mod kommende kampe: Real Madrid har tanket godt med selvtillid efter landsholdspausen med en samlet målscore på 10-0. Lad det gerne fortsætte på lørdag imod Villarreal, så Chelsea kan få et Real Madrid i fulde omdrejninger at føle på Bernabéu i midtugen efter. Og angående perspektiver mod kommende Clásicos – lad dette være et farvel til den tilbagelænede, nonchalante og dovne tilgang til det her Barcelona-hold. Anden halvleg viste præcis, hvordan kagen skal skæres med høj intensitet og fuld blus under kedlerne.

Seneste artikler...