Italiensk topdommer dømmer Chelsea-opgør

Når Real Madrid og Chelsea går på banen tirsdag aften på Stamford Bridge, bliver det med en rutineret dommer til at holde styr på slagets gang.

Det er nemlig italienske Daniele Orsato, der er udvalgt som kampens dommer, og det bliver ottende gang, at han dømmer en Real Madrid-kamp.

Orsato har én gang tidligere dømt de to hold tilbage i 2020/21-sæsonen, også på Stamford Bridge, hvor Chelsea vandt med 2-0. Derudover dømte han i denne sæson 3-2-nederlaget til RB Leipzig i gruppespillet, 1-0-nederlaget til PSG i ottendedelsfinalen i sidste sæson samt 2-1-nederlaget på hjemmebane til Manchester City i ottendedelsfinalen i 2019/20-sæsonen.

Real Madrid har dog også gode minder med den italienske dommer. Første kamp var i 2015/16-sæsonen, hvor Malmö blev sendt hjem til Sverige med et 8-0-nederlag, og dernæst slog man i 2019/20-sæsonen Galatasaray på udebane med 1-0. Dertil dømte Orsato en af de mest legendariske Real Madrid-Champions League-kampe, da man slog Manchester City med 3-1 i sidste sæsons semifinale på Bernabéu på to sene mål af Rodrygo og ét af Benzema.

Seneste artikler...