Ancelotti: Alt kan ske i de sidste 90 minutter
I morgen aften venter returkampen i Champions League-kvartfinalerne imod Chelsea på Stamford Bridge. Real Madrid ankommer med en 2-0-føring i hånden, og Carlo Ancelotti virkede på dagens pressemøde fortrøstningsfuld forud for kampen:
- Vi er i god form, motiverede som altid. Det er vigtige kampe i en stor turnering. Vi er fokuserede på, at vi skal levere en komplet indsats. Der er stadig 90 minutter at spille, og alt kan ske. Vi er klar til at spille så godt, som vi kan.
Om kravene i Real Madrid:
- Vi er godt klar over, hvad vi skal gøre i denne klub, hvilket er at vinde alle kampe. Vi kæmper til det sidste af vores styrke. Vi kan være så heldige at være med i endnu en semifinale. Vi tager det ét skridt ad gangen. Hvis vi gør det igen i år, har vi gjort et godt stykke arbejde. At komme til semifinalerne i den bedste turnering i verden tre gange er rigtig godt.
Ancelotti blev bedt sig om at forhold sig til, om Real Madrid kan kalde sig kongerne af Europa, og til det svarede han:
- Historien vidner om, at denne klub er kongen af turneringen, og vi er en lille del af klubbens store historie. Real Madrid har nu vundet 14 Champions Leagues, og de (klubben, red.) er kongen. Vi ville elske at bidrage til den historie ved at prøve at vinde turneringen.
Om Kroos som potentiel defensiv midtbanespiller til kampen i morgen:
- Hans position ændrer sig ikke meget. Jeg mener, at når han spiller på midten, kan han rykke lidt ud, og når han spiller dybere på den defensive midtbane, er han mere centralt. Det ændrer ikke ret meget fra et defensivt synspunkt. For at hjælpe Kroos som en dybtliggende midtbanespiller, skal vi sikre, at vi yder en kollektiv indsats, hvilket er det, der kræves i det moderne spil. Hvis du ikke forsvarer med elleve, får du problemer. Kroos er en legende, og han er på et godt niveau både fysisk og mentalt. Som han har sagt igen og igen, vil han gerne afslutte sin karriere i Real Madrid.
Om Nacho:
- Hvis han ikke spiller, kan han blive frustreret. Hvis vi spiller de samme elleve, som vi gjorde i den første kamp eller i Clásico, frustrerer det dem alle, Ceballos, Asensio... Enhver, der ikke spiller, er påvirket af det. Der er mere end elleve spillere, der fortjener at spille.
