Referat: Real Madrid - Celta 2-0, LaLiga, 30. spillerunde
Real Madrid vandt en komfortabel sejr på 2-0 hjemme over Celta i går aftes og dermed gjorde man hvad man kunne og skulle for at holde liv i den minimale mesterskabschance.
Real Madrid tog styringen af kampen fra start og efterlod ikke mange chancer til Celta, men til gengæld havde man heller ikke stort held til selv at skabe de åbne chancer til at kunne bringe sig i front og Celtas målmand var i lange perioder arbejdsløs.
Real Madrid var uden Toni Kroos og Luka Modric på den centrale midtbane og det var tydeligt, at der manglede lidt kreativitet og overblik, men Dani Ceballos viste dog lidt magi kort før pausen, da han sendte allestedsnærværende Vinícius afsted på venstrekanten og så kunne han aflevere ind foran mål til en fremstormende Asensio, som let kunne bringe Real Madrid foran. Et flot mål, som virkelig åbner op for debatten om, hvorvidt de to spaniere skal have deres kontrakt forlænget. Naturligvis sammenholdt med de overvejende positive takter fra dem i den seneste lange periode.
Pauseføringen var fuldt fortjent og man sad med fornemmelsen af, at Real Madrid havde mere at give og det kom straks i anden halvleg, da Eder Militao efter et hjørnespark steg til vejrs og pandede bolden i nettet og dermed var kampen reelt afgjort.
Selv om Real Madrid aldrig helt spillede sig ud, så var der gode takter hos flere af spillerne og sejren kom aldrig i fare. Derfor var det måske også lidt overraskende, at Carlo Ancelotti først sent begyndte på sine udskiftninger og kun lavede tre af slagsen, hvilket gav pause til de tre folk bag første scoring, som blev afløst af Lucas Vázquez, Modric og Rodrygo. Førstnævnte kom dog ind i stedet for Asensio, hvilket gav en større rokade på Real Madrids hold, idet Lucas Vázquez afløste Nacho som højreback. Han overtog i stedet Camavingas plads som venstreback og franskmanden blev i stedet for flyttet op på den centrale midtbane i stedet for Fede Valverde, som overtog Asensios plads på højrekanten og således førte en enkelt ændring til nye folk på nye positioner, hvilket er en styrke, som man desværre ikke rigtig har fået det fulde udbytte af i denne sæson.
Med sejren er der fortsat otte points op til Barcelona og fem points ned til Atlético Madrid og de to klubber møder hinanden senere i dag.
Kampens spiller: Vinícius. En konstant trussel og en nydelse for publikum.
Kampens badebold: Banen. Det er altså et problem, at man allerede snakker om, at plænen skal udskiftes for 5. (!) gang i denne sæson.
Perspektiver frem mod de kommende kampe: Tre points. Tjek. Ingen skader. Tjek. Ingen sved på panden. Tjek.
