Optakt: Real Madrid - Manchester City, CL-semifinale, 1. kamp
Vi er nået til semifinalerne i Champions League, hvor den i aften byder på braget mellem Real Madrid og Manchester City på Estadio Santiago Bernabéu.
Det er egentlig en moralsk finale, for der er tale om to af de mest stabile hold i Europa, som i de seneste tre sæsoner har nået semifinalen og mange regner da også med, at den samlede vinder af dette opgør, også bliver dette års Champions League-vinder.
Inden der kan løftes et CL-trofæ, skal der dog spilles minimum 270 minutter og de første 90 af dem spilles i aften i den spanske hovedstad, hvor et Real Madrid-mandskab med en frisk Copa del Rey-triumf i erindring tager mod de engelske mesterskabsfavoritter fra Manchester City, som har vundet de seneste 10 kampe i Premier League og dermed er inde i en rigtig stærk periode.
Begge hold er svækket i defensiven, idet Real Madrid må undvære karantæneramte Eder Militao og selv om brasilianeren har spillet svagt i den seneste tid, så er det samlede billede af ham, at han har været med afstand den bedste Real Madrid-forsvarer i denne sæson, men heldigvis viste David Alaba i weekenden at han er klar igen. For Manchester City er det Nathan Aké, som er ude af spillet med en skade og Manchester Citys bagkæde forventes at blive Akanji, Stones, Días og Kyle Walker.
De kommer til at stå over for Real Madrids nye Tridente Rodrygo, Vinícius og Benzema, som fungerer rigtig godt sammen og det bliver naturligvis vitalt for Real Madrids samlede muligheder, at offensiven står knivskarpt.
Det gør den nemlig i banens anden ende, hvor Erling Haaland har sat nye standarder for den engelske Premier League og han er den største trussel hos englænderne, om end man naturligvis ikke skal glemme folk som Gündogan og De Bruyne heller. Her skal Real Madrid være særligt opmærksomme på at få ødelagt forsyningsvejen mellem de to midtbanefolk og nordmanden og det menes, at Fede Valverde får en særlig opgave her.
Det er dog ikke blot inde på banen, at der venter et stort opgør. Også på trænerbænkene er der tale om to giganter i europæisk fodbold. Carlo Ancelotti udligner således i aften Alex Ferguson i antal kampe i CL, nemlig 190 og af dem har han vundet de 107. Over for sig har han tænkeren – og ind i mellem overtænkeren – Pep Guardiola, som har været træner i 158 CL-kampe, hvoraf de 99 er vundet. Indbyrdes har de to trænere stået over for hinanden fire gange, hvor Ancelotti har vundet tre gange.
Dette opgør har alt, hvad man kan forvente af en CL-semifinale og derfor er det med at være klar foran skærmen kl. 21.00, hvor 3+ blænder op for opgøret. Hvis man da ikke er på Estadio Santiago Bernabéu, hvor Madridista.dk er repræsenteret og de seneste to gange, vi har været det, har Karim Benzema scoret hattrick. Spændende om der ændres på den statistik, når Real Madrid-trøjen er skiftet ud med nystrøget skjorte i aften. God kamp til alle.
Real Madrids forventede hold: Courtois, Carvajal, Alaba, Rüdiger, Camavinga, Kroos, Modric, Fede Valverde, Rodrygo, Vinícius, Benzema.
