Bild: Sådan bliver Bellinghams kontrakt i Real Madrid
Tyske Bild løfter i dag sløret for Jude Bellinghams forestående kontrakt med Real Madrid.
Ifølge den tyske avis kan den 19-årige englænder se frem til en kontrakt af 6 års varighed, hvilket er normalen når Real Madrid tilbyder kontrakter af denne størrelsesorden.
Her vil Jude Bellingham blive en af de bedst betalte i truppen med en årsløn på 20 millioner €, hvilket overstiger Dortmunds tilbud på 14 millioner €.
Real Madrid er ifølge flere medier enige med Jude Bellingham om de personlige betingelser, men skal fortsat forhandle en aftale på plads med Dortmund. De to klubber har dog et indbyrdes godt forhold, så det ventes at man kan nå til enighed.
Dortmund vil dog givetvis tage sig godt betalt og kræver angiveligt op mod 150 millioner €, men Real Madrid ønsker at en del af summen bliver i præstationsbetingede klausuler, samt at man kan betale overgangssummen i rater.
