Brasserbloggen afviser: Endrick er ikke doven
Endrick er inde i en svær periode i Palmeiras, hvor han ikke får al den spilletid, han kunne ønske sig og det har fået spanske Marca til at skrive, at det 16-årige stortalent ikke yder optimalt til træning.
Det er dog ikke en udlægning, som Peter Arnholdt på Brasserbloggen kan genkende. Han skriver i et svar til os:
- Ingen meldinger om dovenskab hernede. Endrick træner fuldt med og Palmeiras spiller et par kampe om ugen. Han var ikke med på bænken forleden, men det var mere et spørgsmål om at træner Abel Ferreira rokerer lidt og han har masser af offensive folk at vælge imellem. Jeg så Endrick komme ind i matchen mellem Atlético Mineiro og Palmeiras her på Mineirão. Han fik 10 minutter, udviste stor energi og havde et halvforkølet skudforsøg. Jeg tror, at den spanske presse er lidt lige som den danske. de prøver at skabe historier, som måske ikke har hold i virkeligheden. det er jo gratis at skrive og rygter vil der altid være at tage fat på.
På Twitter skriver Peter Arnholdt endvidere:
- Palmeiras har måske Sydamerikas bedste trup, så det er ikke lige sådan at få spilletid. Det er det, som Endrick mærker. Landsholdsspilleren Rony (2 mål i dag) sidder tungt på den ene position som centralangriber, Flaco López er toer, og derefter ligger Endrick så i fødekæden.
På Madridista.dk vil vi gerne takke Peter Arnholdt for altid at stå til rådighed med kommentarer og input og vi anbefaler at besøge hans hjemmeside for flere informationer om brasiliansk fodbold.
