Se datoer og tidspunkter for Real Madrids venskabskampe
Hvis abstinenserne over ikke at se Real Madrid spille fodbold så småt er begyndt at melde sig, kan man glæde sig over, at der ikke er forfærdelig lang tid til, at vi kan få et glimt af, hvad vi har i vente under sommerens venskabskampe i USA.
Eftersom kampene spilles på den anden side af Atlanten, er især tre af de fire kampe dog projekter for natteravnene. Den første spilles imod Milan mandag den 24. juli, og her skal man op på det ugudelige tidspunkt klokken fire om morgenen for at se, hvordan Real Madrid gør det mod Brahim Díaz’ gamle klub.
Meget bedre bliver det ikke senere på ugen, når holdet torsdag den 27. juli kl. 02:30 spiller imod Manchester United. Dernæst bliver det mere humant med et venskabs-Clásico kl. 23 lørdag aften den 29. juli, inden man runder af med en kamp imod Juventus kl. 01:30 torsdag den 3. august.
Programmet for venskabskampene ser således ud:
Mandag d. 24 juli kl. 04:00: Real Madrid – Milan (Los Angeles)
Torsdag d. 27 juli kl. 02:30: Real Madrid – Manchester United (Houston)
Lørdag d. 29 juli kl. 23:00: Barcelona – Real Madrid (Dallas)
Torsdag d. 3. august kl. 01:30: Juventus – Real Madrid (Orlando)
