Joselu: Ancelotti har bedt mig om at komme i feltet
En række Real Madrid-spillere er for tiden forbi klubbens medier for at udtale sig om nært og fjernt vedrørende klubben, og nu er turen kommet til lejesvende Joselu.
Den 33-årige angriber udtalte følgende om at vende tilbage til den klub, han fik sin opvækst i:
- Jeg er virkelig glad for at være tilbage. Mange ting, jeg har oplevet her, vender tilbage til mig. Nogle ting er nye, som mine holdkammerater, og jeg tilpasser mig meget hurtigt. Jeg er meget tilfreds og glad for at være her igen. Vi kender kvaliteten, som spillerne har, og niveauet ved hver træningssession. Intensiteten er på sit højeste, og vi vil alle vinde i kampene og i øvelserne. Det er fantastisk at dele banen med disse topspillere.
Om sin egen situation:
- Man skal nyde livet. Jeg er på et tidspunkt i min karriere, hvor jeg nyder hvert minut og hvert sekund af det, jeg går igennem. Jeg oplever noget nyt 12 år senere.
Om modenhed:
- Jeg er vokset meget både personligt og professionelt. Jeg har en familie med børn, og livet ser anderledes ud for mig. Jeg var en knægt, da jeg smuttede, og jeg opfyldte min drøm om at debutere for Real Madrid. Jeg er en anden spiller nu, mere erfaren og med mere viden, hvilket har gjort det muligt for mig at komme tilbage.
Om sine landsmænd Carvajal, Nacho og Vázquez:
- Alt har været lettere med dem. Vi har opretholdt et godt forhold, siden jeg forlod klubben, og vi har mødtes ved mange lejligheder; det er de spillere, der gør alt lettere for mig her. De viser mig, hvordan alt fungerer, og det har været meget simpelt. Carvajal er særlig, da han er en del af min familie, og jeg tilbringer hver dag med ham. Jeg havde allerede et meget godt forhold til ham før. Nacho har altid været min kaptajn, og det har jeg altid fortalt ham. Jeg har altid fortalt ham, at han altid var min kaptajn hos Castilla. Lucas er min favorit-galicier. Han er en fyr, jeg har delt mange øjeblikke med. Vi er forenet af det fælles grundlag, og vi taler altid om det.
Om turen til USA:
- Der er mange minder. Jeg husker, at en måned efter jeg skrev kontrakt med Castilla, fik jeg at vide, at jeg skulle med på tur med holdet, og det var noget nyt for mig. Det vil bringe mange minder tilbage for mig nu. Det er en utrolig oplevelse, vi har nogle store kampe, og det faktum, at Real Madrid besøger USA, vil glæde folk derovre. Jeg ser frem til det.
Om hvad Ancelotti har fortalt ham:
- Han har sagt til mig, at jeg skal være mig selv. Det, jeg har gjort i de sidste par år, er det, der har ført mig herhen. Han har bedt mig om at komme ind i feltet, da jeg er en målscorer. Jeg tilpasser mig træningen, måden holdet spiller på, og mine nye holdkammerater.
Om at være madridista:
- Real Madrid har altid været mit hold. Jeg har altid været en Real Madrid-fan, og jeg var heldig nok til at debutere i den bedste række på Santiago Bernabéu iført denne trøje.
