Arda Gülers debut lader vente på sig
Sad man klar foran skærmen i morges, da Real Madrid vandt 3-2 over AC Milan, fik man set de første spilleminutter til Jude Bellingham i Real Madrid-trøjen samt de første til Brahim Díaz, Joselu og Fran García, siden de er vendt tilbage til klubben.
Til gengæld fik man ikke at se det 18-årige nyindkøb, Arda Güler, og det skyldes, at tyrkeren i går døjede med småproblemer med benet, der holdt ham ud af træningen. I Real Madrid agter man ikke at risikere det mindste med spilleren, der efter sigende har imponeret under sin første tid i klubben, og derfor måtte hans uofficielle debut lade vente på sig.
I stedet kan Güler få sine første minutter på banen for Real Madrid torsdag nat klokken 02:30, når man møder Manchester United i Houston.
Selvom man måtte vente med at se Güler i aktion, fik man til gengæld lov at se 18-årige Nico Paz i aktion, da han fik en lille halv time på banen, da han blev skiftet ind i stedet for Bellingham og overtog englænderens position lige bag de to angribere, der i første halvleg var Joselu og Brahim og i anden halvleg var Rodrygo og Vinícius.
Ud over Güler var det kun målmændene Thibaut Courtois, Diego Pineiro og Fran samt højrebacken Álvaro Odriozola, der rygtes væk fra klubben, som ikke fik spilletid.
