Tilfreds Ancelotti: Ikke ofte man ser mål som Joselus
Real Madrid var et niveau over Manchester United, da man i nat slog De Røde Djævle med 2-0 i Houston i hvad, der var Real Madrids anden venskabskamp og englændernes femte.
Det var nyerhvervelserne Jude Bellingham og Joselu, der stod for de to flotte mål, og efter kampen udtalte en tilfreds Carlo Ancelotti:
- Vi præsterede godt, især i første halvleg. Vi spillede godt og forsvarede os godt. Anden halvleg var mere kontrolleret med en god tilgang og engagement. Vores hold har meget fysisk og teknisk kvalitet. Truppen er meget stærk og er blevet forbedret med de nye tilføjelser. Vi er komplette. Vi har ingen store egoer på holdet, og det gør det meget nemt at håndtere omklædningsrummet. Holdet er i god form, atmosfæren er god, og vi er motiverede. Vi vil arbejde godt for at starte sæsonen godt.
Om målene:
- Bellinghams mål viser hans kvalitet. Han kommer fra andet geled på det rette tidspunkt. Du ser ikke mål som Joselus særlig ofte. Han har ikke brug for selvtillid, fordi vi har vist tillid til ham ved at skrive kontrakt med ham. Vi ved, hvad han kan bidrage med, og længere er den ikke. Han er en fantastisk afslutter i feltet, og han slipper fri af sin markering meget godt ved den bageste stolpe. Han havde tre eller fire chancer for at score i dag.
Om 4-4-2 systemet:
- Det nye system fungerer godt. Vinícius kan godt lide at spille lidt mere centralt, og nogle gange er han nødt til at spille ude på kanten, fordi han også er meget stærk der. Hans positionering og Rodrygos positionering skaber en masse trusler, fordi de er meget hurtige, og vi kan spille mere direkte på den måde. Systemet gør det også muligt for Bellingham at vise sin kvalitet.
Om Courtois, der ikke har fået spilletid i de to første træningskampe:
- Han har lidt smerter, og det giver ingen mening at risikere det. Han spiller i næste kamp, ligesom Arda Güler, der også snart vil spille.
Ancelotti havde også ros tilovers for en velspillende Fran García:
- Han gør det rigtig godt. Han går ofte frem ad banen og kommer i gode positioner til indlæg. Vi er meget glade.
Om gensynet med Casemiro:
- Vi elsker ham virkelig, og han er en legende for os i Real Madrid, og han er stadig en Real Madrid-spiller.
