Ancelotti: Vi skal forbedre os defensivt
Real Madrid tabte optaktssæsonens sidste venskabskamp i nat til Juventus, der trods et massivt spilovertag til Real Madrid vandt kampen med 3-1. Efter kampen evaluerede Carlo Ancelotti på følgende vis:
- Det har været en positiv optaktssæson, og i de kampe, vi har spillet, har vi vist forskellige kvaliteter. Holdet er ikke vant til at forsvare sig i en diamantformation. Vi indkasserede mange mål imod Juventus og Barcelona. Vi manglede balance, og det er noget, vi skal rette op på.
- Defensiven er det nemmeste at forbedre, fordi det handler om positionering, fokus og attitude. Vi var gode og aggressive i presset, men svage i den defensive opstilling. Det har været meget tydeligt i de sidste to kampe. At skubbe blokken længere tilbage kan være en mulighed at overveje. Men jeg vil tage de gode ting med og de chancer, vi skabte i offensiven.
Om hvad der skal forbedres:
- I optaktssæsonen har vi måske haft svært ved at score, fordi holdet er træt, da vi har rejst meget. Vi har ikke al den friskhed, som en angriber behøver for at score. Men Vinícius positionerede sig rigtig godt både inde og uden for feltet og scorede et fantastisk mål. Offensivt er der ingen problemer, men defensivt skal vi finde ud af det. Der er ting, vi skal prøve i denne periode, og det har været meget klart, hvad vi skal rette.
Om Vinícius’ nye position mere centralt på banen:
- Han har ikke svært ved at spille inde i banen. Han har håndteret positionen rigtig godt. I dag havde han lidt svært ved at spille centralt, så gik han bredt, og det var der, han begyndte at skabe fare. Han bliver bedre.
Om Fran García:
- Fran García spillede virkelig godt, og han har meget energi, fordi han kommer godt ned langs sidelinjen og slår gode indlæg. Han er en pålidelig spiller, men han skal forbedre sig. Det er ikke et individuelt problem, det er et kollektivt problem. Han skal blive bedre defensivt.
Om nyerhvervelsen Arda Güler, der døjer med en knæskade:
- Det er ret svært at tale om de medicinske, men det er ikke så alvorligt. Det er et mindre problem i menisken, og vi vurderer, om vi skal vælge konservativ behandling eller operation.
