Ancelotti: Vil ikke kun spille med ét system i denne sæson

Real Madrids sæson begynder officielt i aften, hvor der venter en svær kamp på udebane imod Athletic Club. Real Madrid har fået en ærgerlig optakt til kampen med den slemme skade til Thibaut Courtois, og det var også noget af det første, Carlo Ancelotti berørte på gårsdagens pressemøde:
- I går var ikke en god dag for os mentalt. Vi fik en skade til en nøglespiller, men det sker i fodbold. Jeg ønsker Courtois en hurtig bedring, og jeg stoler på Lunin, der er en topmålmand. Han klarede sig virkelig godt i optaktssæsonen, fordi han er en god spiller og er talentfuld. Han mangler erfaring, men nu vil han tage det hele én kamp ad gangen. Som gruppe er vi meget kede af, hvad der er sket. Denne type situation vil fortsætte med at ske, og af denne grund har vi en meget stor trup.

Spurgt ind til optaktssæsonen som helhed svarede Ancelotti:
- Jeg tror ikke, nogen vil tage nummer 9, fordi jeg er tilfreds med denne trup, og jeg er virkelig spændt på den. Jeg har set nogle fantastiske ting i optaktssæsonen, og alle spillerne virker meget opløftede, meget entusiastiske og arbejder rigtig godt. De er meget engagerede. Vi har troen og ønsket om at konkurrere og kæmpe hele sæsonen.

Om holdets forskellige spilsystemer:
- Vi vil spille med samme lyst og motivation. Alle spillerne er opløftede og motiverede. De arbejder godt og er engagerede. Vi vil kæmpe og konkurrere hele sæsonen, og vi har en stor trup til at håndtere forskellige systemer. I optaktssæsonen spillede vi med en diamantformation, og det fungerede rigtig godt i de første to kampe. Jeg vil ikke kun spille med ét system denne sæson, for vi kan spille 4-3-3 med en central angriber eller 4-2-3-1. Jeg forpligter mig ikke til kun ét system.

Om Andriy Lunin:
- Jeg forholder mig rolig angående Lunin. Nu skal vi tænke indtil 31. august. Vi har meget unge og lovende målmænd som Cañizares og Fran. Vi vil tænke over det i de næste par dage. Fran er 17 år gammel, og hvis vi henter en ny målmand, er det til antallet, men jeg har tillid til Lunin. I de næste par dage vil vi overveje, om vi skal tilføje en anden målmand til truppen. Vi holder fast i Lunin, fordi vi har tillid til ham. Vi er kede af, at en holdkammerat skal sidde ude i et stykke tid, men vi skal se fremad. På tidspunktet for skaden tænkte vi alle på at stole på Lunin.

Om hvilke type målmænd, han kunne tænke sig:
- Min type målmand er en, der redder med hænderne. Det er det, jeg forlanger fra alle de målmænd, jeg har haft. De skal være gode med hænderne. Angriberne skal være gode med fødderne, de skal være kliniske.

Om holdets offensiv:
- Problemet, vi havde i optaktssæsonen, var i forsvaret. Offensivt scorede vi mål og skabte mange chancer i de fire kampe. Vi manglede skarphed, og det er normalt, for angriberne var ikke friske nok til at være tilstrækkeligt kliniske. Fremme har vi mange muligheder, og to spillere er kommet til holdet, som vil bidrage. Joselu, der er meget god i feltet og kan slippe fri fra sin markering, og Brahim kan give os løsninger mellem linjerne.

- Det defensive aspekt bekymrer mig mindre, for det er et problem med teamwork, offervilje og koncentration, ikke kvalitet. Denne uge har vi arbejdet på det og justeret vores presspil for at kunne håndtere det. Jeg tvang holdet til at presse højt, og vi mistede lidt balance. Vi vil vurdere det arbejde, vi har gjort, bedre i morgen (i aften, red.)

Om Bellingham:
- Han er fremragende til at bruse ind i feltet med og uden bolden. Han kan komme tidligt til modstanderens felt, og ved at være længere fremme med sin position, gør han ondt på modstanderne. Han er en ekstraordinær spiller.

Om unge Arda Güler, der desværre skal gennem en knæoperation:
- Han skal opereres, og det bliver en rimelig kort genoptræningsperiode, fordi han har et lille problem. Det er svært for mig at gå i detaljer grundet spillerens privatliv.

Om Vinícius og Rodrygo:
- De skal fortsætte med at udvikle sig, fordi de er to spillere, der har gjort det rigtig godt og har gjort det konsekvent. Holdet har mange muligheder, fordi der er mange, der kan score mål såsom Vinícius, Rodrygo, Joselu, Valverde, Kroos og også forsvarsspillere på dødboldsituationer som Militão og Rüdiger. Vi har mange muligheder for at score mål.

Seneste artikler...