Bild: Real Madrid planlægger sent bud på Mbappé
Der har været godt gang i sæbeoperaen med Kylian Mbappé igen denne sommer, hvor franskmanden selv fik pustet liv i mediemøllen, da han følte behov for at udtale, at han ikke havde tænkt sig at forlænge sin kontrakt med PSG.
Siden har det været svært at blive klog på, hvad der i virkeligheden er op og ned. Han blev udeladt fra truppen, der skulle på træningstur til Japan, og startede på bænken i sæsonens første ligakamp, men omvendt meldes der om ny, positiv kommunikation mellem ham og klubben. Angiveligt som følge af hans tilfredshed med PSG’s ageren på transfermarkedet, hvor eksempelvis Ousmane Dembélé er kommet ind, mens Neymar er fortid.
Den oprindelige strid mellem ham og klubben skyldtes, at PSG nægter at miste Mbappé gratis, men nu har der været skrevet om en løsning, hvor Mbappé forlænger sin kontrakt med en klausul i kontrakten, der gør det muligt for ham at blive købt af Real Madrid næste sommer.
Som nævnt; det er ikke til at blive klog på, hvad der er virkelighed, men ifølge Bild er Real Madrid ikke helt ude af billedet endnu, selvom klubben selv har meldt sig uinteresseret i at gå ind i sagen denne sommer. Mediet melder nemlig, at Real Madrid har tænkt sig at prøve med et bud til sidst i august på omkring 120 millioner euro for at lægge pres på PSG. En pris, der i så fald er langt mere overkommelig end tidligere nævnte priser, men som samtidig er høj for en spiller, der ellers ville kunne erhverves transferfrit næste sommer – hvis man da tror på den slags.
