Optakt: Celta - Real Madrid, LaLiga EA Sports, 3. spillerunde

Real Madrid skal fredag aften forsøge at fortsætte de gode takter og vinde den tredje udekamp af lige så mange mulige, når man gæster Balaídos og 100 års jubilarerne fra Celta.

Den galiciske klub fejrer i denne uge sin 100 års fødselsdag og man kan ikke give sine tilhængere en bedre gave end en sejr over Real Madrid, men Rafa Benítez´ tropper er ramt af skader og senest har stortalentet Gabri Veiga helt idiotisk valgt at henslæbe sin karriere i Saudi Arabien og han er derfor heller ikke med i aften.

Celta har fået en lidt blandet start på sæsonen med et nederlag i den første kamp, men i weekenden opnåede man dog et point mod Real Sociedad, da Mingueza udlignede sent i kampen og det har naturligvis givet blod på tanden, som stadig råder over gode spillere som Fran Beltrán og Iago Aspas. De ventes begge i startopstillingen i aften, mens Rafa Benítez fra bænken også kan indsætte spillere som Tapia og den tidligere Real Madrid Castilla-midtbanemotor Carlos Dotor.

Hos Real Madrid forventer man ikke store ændringer, men det er dog bekræftet af Carlo Ancelotti, at Kepa får debut i Real Madrid-målet og det bliver spændende at følge spanierens første optræden for holdet. Herudover har der været spekuleret en del i Luka Modric, som endnu ikke har fået en startplads i denne sæson og i spansk presse er man delt i spørgsmålet om, hvorvidt aftenens kamp giver ham chancen fra start.

Vi går dog med Marcas opstilling og tror, at den nye generation med Tchouaméni, Camavinga,Fede Valverde og Jude Bellingham spiller fra start og det efterlader Kroos og Modric på bænken. Men det efterlader også det argentinske stortalent Nico Paz derude, men hvor kunne det være forfriskende at se ham i aktion, sådan som flere førsteholdsspillere har ”krævet” det med deres meget positive tilkendegivelser over for ham og folk, der har set ham for Castilla kan også godt se, at der er tale om noget specielt.

I front skal Vinícius og Rodrygo vænne sig til hinanden og til nogle lidt nye positioner og med et smil på læben kan man i hvert fald konstatere, at det har pyntet på førstnævnte at komme lidt væk fra tilskuerne ude på kanten, for han har slet ikke i denne sæson været i carambolage med dem eller modspillerne, sådan som han var en stor del af sidste sæson. Det er godt for ham og det er godt for LaLiga EA Sports.

Real Madrid går ind til kampen som store favoritter og en sejr vil pynte, inden man går ind til den sidste uge af transfermarkedet, hvor man ikke umiddelbart har udsigt til at være mere aktive og derfor kan det også være denne trup, som næste weekend tager imod Getafe i sæsonens første hjemmekamp.

Allerførst gælder det dog 100-årige Celta på Balaídos. Det opgør kan følges på TV2 Sport X fra kl. 21.30.

Real Madrids forventede hold: Kepa, Carvajal, Alaba, Rüdiger, Fran García, Tchouaméni, Camavinga, Fede Valverde, Jude Bellingham, Vinícius, Rodrygo.

Seneste artikler...