Tre Real Madrid-spillere blandt de nominerede til Ballon d’Or
Karim Benzema vandt Ballon d’Or i sidste sæson, og skal den igen i år gå til en Real Madrid-spiller, skal den gyldne bold uddeles til enten Luka Modric, Jude Bellingham eller Vinícius.
Kroaten, englænderen og brasilianeren er nemlig de tre kandidater, som Real Madrid har med på listen over de i alt 30 nominerede til den prestigefyldte pris, der uddeles den 30. oktober.
Vinícius brillerede med 23 mål og 21 assists på 55 kampe i den forgangne sæson, mens Modric scorede seks mål og assisterede ligeså mange gange på 52 kampe for Real Madrid. Han har dog også en flot VM-slutrunde under bæltet, hvor han vandt bronze med Kroatien. Derudover vandt de begge tre trofæer med Real Madrid, hvor Copa del Rey dog var det eneste nævneværdige.
Bellingham, der også er nomineret til Kopa-trofæet, blev kåret som Bundesligaens bedste spiller og scorede 14 mål og lagde op til syv på 42 kampe for Dortmund. Hidtil har han scoret fem mål på fire kampe for Real Madrid.
Også Karim Benzema er blandt de 30 nominerede, men til gengæld er Thibaut Courtois ikke med på listen.
